Dage på Café Younes

Jeg har i Beirut fået en ting, jeg aldrig har haft før: En stamcafé. Café Younes ligger fem minutters gang fra skolen, ud til en veltrafikeret gade og American University Hospital. Da jeg kom i dag for at få min morgenkaffe og skrive mine e-mails, kom tjeneren mig i forkøbet og spurgte, om jeg skulle have en cappucino som sædvanligt. Og så kom den med et lille smil i.

På min Café Younes er der træpaneler, store lysekroner, wienerstole og (nogle gange god) jazz i højttalerne. Om morgenen er der helt stille, og rundt omkring sidder folk med deres morgenkaffe og lektier eller laptops. Ved frokosttid er der fuld af larm og sygeplejersker og læger i hvide kitler, som kommer fra hospitalet for at spise deres frokost her. Jeg sidder altid på balkonen, hvor jeg kan kigge ud over caféen og ud til gaden, hvor smarte studerende, fattige lotterisælgere, gamle kvinder med hvide tørklæder og damer med klapvogne går forbi. På gaden glider trafikken actionfyldt forbi med biler og scootere ud og ind mellem hinanden, ivrigt båttende, men alligevel tålmodige.

Café Younes er, ud over at være min stamcafé, et lille stykke libanesisk historie i sig selv. Den, jeg kommer på, er en nyere gren, men den første Café Younes åbnede i Downtown Beirut i 1935. Det var før Libanon blev et selvstændigt land (1943). Hr. Younes havde været i Sydamerika og opdagede der god kaffe og bestemte, at han ville bringe den til libaneserne. Under borgerkrigen blev caféen i Downtown ødelagt og i nogle år var der ingen Café Younes til de kaffetørstende Beirut-borgere. Efter krigens afslutning i 1990 åbnede de igen, i Hamra og efterfølgende flere andre steder. Og så i 2006 blev caféen igen vidne til krig. Ejeren af Hamra-caféen mødte hver dag folk, der trods bomber skulle have deres daglige cappucino. Sammen med kaffen fik de sig en snak, og selv om han aldrig havde skrevet før, kastede han sig over blogskriveri på A Lebanese Café During the War. Her seks år efter krigen er det et spændende historisk dokument og værd at læse, hvis man vil have et indblik i, hvordan det er at være almindelig kaffetørstende borger i et land i krig.

!عيد ميلاد مجيد Eid Milad Majid!

 

Det er travl december i Beirut, og det er tyndet ud i undervisningen – i dag går skolen på juleferie indtil 2. januar. Vi ser ikke meget til det eksotiske eller fremmede Libanon, tværtimod er julen særdeles velkendt (blot lidt mere kitschet). Allerede før 1. søndag i advent pyntede vi skolen op med en hel masse plastic, og kort efter fulgte butikkerne i området trop med samme udsmykningsstil. Det er sjovt, hvordan det pludseligt er meget tydeligt, hvem der er kristne; i modsætning til hjemme i Danmark er et blinkende plasticjuletræ her et statement (selv om jeg godt har hørt lidt om de meget alvorlige gryende juletræskriser hjemme i Danevang).

Julen er også det tidspunkt på året, hvor det danske community i Beirut kommer ud af busken. Ambassaden havde fundet en kirke, vi kunne låne, så den 1. december holdt Arne Kappelgaard adventsgudstjeneste for 40-50 udlandsdanskere. Der er ikke nogen dansk kirke her, så det er årets eneste danske gudstjeneste. Nogle nordmænd havde også sneget sig med for at få lidt skandinavisk julestemning. I aften holder ambassaden julefest.

På skolen er mange taget hjem til jul, men vi er en håndfuld tilbage til at nyde stilheden. Og jeg er i gang med at planlægge en julemiddag d. 25., som kan tilfredsstille både sydafrikanske, nigerianske, palæstinensiske, tyske og danske smagsløg.

Her fra Beirut ønskes alle bloglæsere en glædelig jul. Eller som vi siger her i Mellemøsten: Eid Milad-Majid - !عيد ميلاد مجيد

En anden slags fremmede i Libanon

En ting, man ikke hører så meget om, når man hører om Libanon, er det omfattende parallelsamfund af migrant-arbejdere. Næsten hver eneste familie har en aupair/maid fra Afrika eller Sydøstasien, og i Beirut er der mange butikker, der udelukkende sælger stuepigeuniformer. Hver dag klokken 14-15 er gaderne i Hamra fyldt med kvinder i pastelfarvede uniformer, der henter libanesiske børn fra skole og børnehave.

For et par uger siden besøgte vi et Caritas-center, som tager imod disse kvinder, når de kommer i problemer. Mange lever under elendige forhold: Nogle er låst inde i lejligheden dagen lang, nogle får taget deres pas af arbejdsgiveren, når de ankommer, nogle får ikke løn i flere måneder, og nogle er udsat for fysisk/psykisk vold og seksuelle krænkelser. Ligesom migrantarbejdere andre steder i verden befinder de sig i en juridisk gråzone mht. opholdstilladelse, arbejdstilladelse og grundlæggende rettigheder. For nogle fungerer det okay – på min skole er køkkenfolkene for eksempel fra Bangladesh – og for nogle familier i deres hjemlande betyder det overlevelse at have et ”udsendt” familiemedlem, der kan sende penge hjem. Men når de kommer i uføre, kommer de virkeligt i uføre. Og så er nogle af dem heldige at ende på et af Caritas' shelters.

Lederen på shelteret fortalte om en typisk case: En kvinde arbejder som maid hos en libanesisk familie, og manden besøger hende om natten og krænker hende seksuelt. Når hun forsøger at melde det til politiet eller sit bureau eller lignende, anklager han hende for at stjæle. Enten stikker hun af og dukker op på det åbne shelter, eller også bliver hun taget væk og anbragt i det store fængsel, som egentligt er et gammelt parkeringshus med en slags store bure. Under forskellige omstændigheder kan hun ved Caritas' hjælp blive overflyttet til et af deres shelters. De hjælper dem så videre på forskellig måde – i sidste ende med enten at finde et nyt arbejde eller komme tilbage til deres hjemland.

Der er forskellige organisationer, der arbejder for disse migrantarbejderes rettigheder, men generelt står de dårligt i det libanesiske samfund. Mange libanesere har et anstrengt forhold til flygtninge og fremmede, ikke mindst på grund af de palæstinensiske flygtningelejre og på grund af den rolle, palæstinenserne havde i den libanesiske borgerkrig. Jeg tror, jeg kan vove at sige, at der er en tendens til at se de palæstinensiske flygtninge som en gøgeunge, der kæmper sin kamp på lånt jord (hvilket de ret beset gjorde fra 1975-82). Og det smitter af på andre ”fremmedes” status i samfundet. Derudover er der også så mange huller i det libanesiske samfund, at den almindelige libaneser har svært ved at se, hvorfor landet skal hjælpe flygtninge og fremmede, når det på nogle områder knap kan hjælpe sig selv.

Udover migrantarbejderne er der i løbet af det sidste år også kommet mange flygtninge fra Syrien. Mange er heldige at have slægtninge i Libanon, som de kan bo hos, men hvis ikke, er det et svært land at komme til. Det er nemlig ikke tilladt at oprette nye flygtningelejre – igen forbundet til de palæstinensiske lejre. Nogle ender i beduinerne/sæsonarbejdernes teltlejre i Beeka-dalen, og nogle, hvis de kun er kvinder og børn, kommer til Caritas' shelters.

Noget helt andet er det økonomiske aspekt, som er underligt at forstå. Fra ambassaden, vist nok, fik vi at vide, at en stor del af Libanons BNP udgøres af overførsler fra udlandet – altså fra libanesere, der bor i Vesten. Men libaneserne, der bor her, har migrantarbejdere fra endnu fattigere lande til at arbejde for sig, og de sender så penge hjem til deres lande. Jeg ville gerne se en eller anden graf over, hvordan det hænger sammen. Det er en mærkelig verden, vi lever i.

www.caritas.org / www.caritas.org.lb

Et besøg hos den syrisk ortodokse biskop

Metropolitan George Saliba og Dr. George Sabra.

Vi besøgte biskop George Saliba i den syrisk ortodokse kirke i lørdags. Han er en gammel mand med langt skæg og venlige øjne og den langsomme gang, som et langt liv i kirken lader til at give. Ligesom hos den assyriske kirke blev vi bænket langs med væggen i et stort rum, med biskoppen og Dr. Sabra for enden i lidt større stole. To mænd, én gammel og krumbøjet, én ung med læderjakke og tilbagestrøget hår, serverede te og kaffe i bittesmå kopper for os. Dadelkagerne blev budt rundt, og biskoppen klukkede ”We eat sweet to speak sweet.”

Det første, biskoppen siger, inden han begynder, er ”We have many problems.” Som altid i disse traditionelle kirker fik vi til at starte med et længere foredrag om økumeniske konciler i de første århundreder, om grundlæggelsen af de 5 mellemøstlige bispedømmer og om hvem der fandt på hvad først. Den gamle biskops mobiltelefon ringede flere gange under besøget. Fra rummet ved siden af kunne vi høre præsternes liturgiske messen og lugte røgelse. Fra gårdhaven udenfor kom spejdernes tjikkelikker-råb på arabisk.

Biskoppen fortæller os om, hvordan han går meget ind for The Unity of the Church. Han fortæller os også om, hvordan kirken var meget større i gamle dage, særligt den store munkebevægelse – og hvad Tyrkiet tog fra dem. De syrisk ortodokse blev ligesom armenerne forfulgt og fordrevet af den pan-tyrkiske regering under 1. Verdenskrig. ”Armenians and Syrians were partners in martyrdom in the Ottoman Empire. Partners in blood. In life. In faith.” Den armensk ortodokse kirke og den syrisk ortodokse kirke er stadig meget tæt på hinanden – han kalder dem søstre i troen.

Han fortæller os også om, hvordan de syrisk ortodokse er mestre i at oversætte: ”We know Arabic better than all Arabs and all Muslims.” Nu ringler præsterne med klokker i rummet ved siden af, og solen går ned over betonhusene udenfor. Han fortæller os, hvordan de syrisk ortodokse nu betaler en ”new bill” i Syrien – hver dag bliver en kirke ødelagt. Han har mistet familie i Syrien, og han løfter resigneret skuldrene og siger, at det er ”the will of God – your kingdom come.” Det var sidste uge, de blev dræbt. En af de studerende spørger, hvem der dræbte hans familie. ”Muslim terrorists. America. France. Saudi Arabia. Turkey.” Han mener dog ikke, at Danmark og Tyskland, hvor de fleste af os studerende er fra, har noget med det at gøre. Alligevel går vi ikke helt fri: ”Europe is not a Christian area. Nothing with Christianity.”

Nogle af de studerende spørger mere ind til hans holdning til konflikten i Syrien, og han siger, at han ikke kan vælge side, men at der er muslimske terrorister, der kun er ude på at forfølge kristne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Robert Fisk og hans uendelige kritik af brugen af ordet ”terrorist” - i Mellemøsten har det mindst siden den libanesiske borgerkrig været et slags magisk ord, der med et kan gøre ens krig retfærdig. Han siger, at kristne i 1400 år har været ofre for muslimsk forfølgelse. Og han holder fast i, at de ikke er arabere, men syrere (på syriakisk/aramæisk betegner ordet for ”syrisk” både kristne og folk fra landet Syrien).

Biskoppen bevæger sig ud i en dogmatisk udredning omkring hvordan Jomfru Maria blev ved med at være jomfru efter Jesu fødsel, og at Jesus' søskende var enkemanden Josefs børn fra hans tidligere ægteskab. Josef var gammel, han havde ”old beard.” Men straks er vi tilbage ved den nutidige situation igen – er der håb for kristne i Mellemøsten? ”We will lose everything. In some years, no Christians in Palestine.”

Men han tror på interreligiøs dialog – selv med jøder! For som biskoppen siger: ”You have to sit on table to make peace.” Han besøger sine kolleger i moskéerne rundt omkring mindst en gang om måneden, og han siger, at 50% af problemerne forsvinder gennem den slags dialog. Jeg ved ikke, hvad de gør med de sidste procent.

Nogen spørger igen, om der virkeligt ikke er håb for kristne i Mellemøsten. Han siger at jo, selvfølgelig har de håb. Og så siger han noget andet. ”We have lost. The West is open, and the Christians go there. They assimilate, mix and lose their identity.”

Før vi forlader biskoppen, deler han smukke bedekranse rundt til os alle og nøder os til de sidste dadelkager. Han insisterer på, at vi også tager et gruppebillede i kirkerummet, som ser ret nyt og velholdt ud. På vej ud til bussen køber vi, undtagelsesvist fremadsynet, 2013-kalendre af spejderne, der til forveksling ligner de blå spejdere hjemmefra.

Qadisha Valley

Vi var i Qadisha Valley på field trip forrige weekend. Det er et af must sees'ne i Libanon. Qadisha er syriakisk (aramæisk) og betyder hellig, så det er Den Hellige Dal, og det er der, alle de maronitiske klostre ligger. Jeg ved ikke hvor mange, men at den er meget hellig er helt sikkert.

Den maronitiske præst, der var vores guide (jeg har desværre glemt navnet).

Det var regnvejr hele dagen, så vi vandrede ikke i dalen, som det ellers var planen. Vi skulle have passeret en beboet eneboercelle, den colombianske maronitmunk Dario Escobar, men i stedet besøgte vi en tidligere eneboercelle. Hvem der har boet der tidligere, fik jeg aldrig helt fat i, men det var fascinerende. Den lille grotte eller hvad man skal kalde den ligger helt afsides (på billedet nedenunder i klippen til højre for Jomfru Maria, den fremtrædende klippe), men på en eller anden måde har de klaret at få sten derop/derned (alt efter hvor man står) til at bygge en væg.

Den hellige moder ved nedgangen til eneboercellen.

Indgang til eneboercellen.

Inde i eneboet (som var overraskende stort).

Udsigt fra cellen (taget af Gabrielle Worley).

Det sidste, vi besøgte, var Skt. Antonius-klostret, og tre af os blev og overnattede til søndag. Vi vandrede ikke, som vi havde tænkt os, for regnen blev ved, men vi nød godt af stilheden og roen og de smukke omgivelser.

Udsigt over munkenes terrasseplantage.

Klostret er bygget op ad klippen, som I kan se på det første billede. Flere steder er grotterne og de naturlige formationer brugt i byggeriet, og ved siden af klostret er en naturlig grotte lavet til et smukt kapel også indviet til Skt. Antonius. Der er stille og fredfyldt, men ved det lille alter er lænkerne en foruroligende detalje. Tidligere bragte familier deres psykisk syge til Skt. Antonius-grotten for helbredelse, og de særligt svære tilfælde blev efterladt i lænker. Måske kan kan man som bedende der i grotten se de tomme lænker som et symbol på helbredelse og frihed, men for mig var de mest en uhyggelig påmindelse om en barsk fortid. Jeg lukkede øjnene, da jeg bad derinde.

Alteret i grotten med lænkerne og et billede af Skt. Antonius.

Vi havde cirka en halv time, hvor regnen stoppede. Vi skyndte os ud og gik en hurtig tur gennem munkenes plantage, hvor vi fik lov til at spise khaki-frugter plukket direkte fra træet. Efter halvanden måned i Beiruts lune sensommeragtige efterår var det noget af det bedste at se smukke efterårsfalmede træer.

(Turistinformation: Det koster kun 20.000 pund, cirka 80 kroner, at overnatte på meget pæn sovesal i klostret, så hvis man er i Libanon og vandrer i dalen, hvilket som sagt er et must, skal man virkeligt tage en nat der - også selv om de, der arbejder der på hostellet, diskuterer på arabisk fra morgen til aften. Ikke nødvendigvis særligt fredfyldt, men meget middelalderkloster-autentisk.)

Billedsult?

Fra bjergene over Jounieh.

Hvis nogen er interesserede I at se flere billeder end de få, jeg nu og da poster her på bloggen, så er der flere på min Flickr. Den kan findes ved at klikke her.

En syrisk vits

Min syriske studiekammerat fortalte denne vits over aftensmaden forleden:

"Tre agenter fra henholdsvis CIA, KGB og det syriske efterretningsvæsen mødes for endeligt at finde ud af, hvem der er verdens bedste efterretningstjeneste. De bliver enige om at afgøre det ved en enkel prøve: Hver agent skal gå ind i den store skov og fange et æsel. Den, der hurtigst kan fange et æsel, har vundet.

Først går CIA-manden ind i skoven. Efter 5 minutter kommer han trækkende med et æsel.

Så er det KGB-mandens tur. Han kommer ud med et æsel efter et kvarter.

Til sidst er det den syriske agents tur. Han går ind i skoven, og de andre venter. Der går et kvarter, en time, en dag, tre dage. Til sidst bliver de enige om at gå ind for at kigge efter ham. De leder og leder, og langt inde i skoven fanger de et glimt af ham mellem træerne. De løber hen til ham og ser, at han har fanget en kanin, som han ryster og ryster, mens han råber: "Indrøm, at du er et æsel! Indrøm, at du er et æsel!""

Fredagsbøn i moskéen

Fra en anden moské, Chatila-moskéen (billeder af undertegnede i bedeklæder på vej)

Forleden var vi til fredagsbøn i den lokale moské. En af mine medstuderende havde mødt en ung muslimsk fyr på AUB, og da han hørte, at vi gerne ville se moskéen og fredagsbønnen indefra, fandt han en pige fra sin muslimske studenterklub (måske lidt à la KFS i Danmark, bare muslimsk), som kunne tage os med ind i kvindeafdelingen.

Vi mødtes ved 11-tiden og tog straks vores sko af, da fortovet foran moskéen var dækket af tæpper. Så vinkede vi farvel til Anouhar, der gik ind i det store bederum, og fulgte efter Maryam ind i kvindernes bederum. Vi kom ind i et lille rum ikke større end et værelse i en københavnsk lejlighed, gulvet dækket af tæpper og for enden et tv med direkte transmission fra mændenes bederum. Først var jeg i tvivl, om dette blot var forrummet, hvor vi skulle forberede os til bønnen, inden vi kunne komme ind på en balkon eller lignende, men det var selve bederummet, og vi var kun os tre europæiske piger og Maryam til stede.

Vi satte os ned på tæppet, og Maryam begyndte at fortælle os om bønnen og hvad det er, der foregår i den. Imens prædikede imamen på tv'et i baggrunden, men det forstyrrede ikke Maryams venlige og pædagogiske (og småfnisende) instruktion. Mange af delene var lette at relatere til: At sige Gud tak, at bede om tilgivelse og at ønske fred. Og bekendelsen af, at der kun er én Gud (selv om en muslim med Koranen i hånden vil sige, at kristne tilbeder flere). Hun instruerede os også i det praktiske: Afvaskningen før bønnen, bevægelserne og påklædningen. I det lille badeværelse vaskede vi ansigt, hår (at vaske ét hårstrå er nok), underarme og fødder tre gange, og derefter var vi klar til at klæde os på til bønnen. Maryam havde medbragt ekstra tøj til os, så vi fik et sæt hver bestående af en lang hvid nederdel og en hvid chador (det muslimske tørklæde-/ponchoagtige klædestykke, der dækker både hår og overkrop). Lisas og Annas hår blev ved med at falde ned i panden på dem, og mens Maryam forsøgte at rette på deres tørklæder, fortalte hun om, hvordan hun engang var vågnet fra en lur og havde set sin søster og havde troet, hun var et spøgelse, fordi hun havde sit bedetøj på. Vi kunne også godt med vores europæisk-blege teint have skræmt nogen en mørk nat.

Nu var der også kommet en anden pige til, og hun ledte os i bønnen. Vi fulgte ikke mændenes bøn, så mens imamen stadig prædikede, stillede vi os op på række og fulgte bevægelserne: Højre hånd over venstre foran brystet, hænderne på lårene, ned på knæ og panden mod gulvet. Jeg kendte ikke alle ordene, men jeg kunne alligevel følge med. Vi har i undervisningen beskæftiget os med Fatiha'en (”Åbningen”, 1. sura i Koranen), som kan siges at være den islamiske pendant til Fadervor, og den islamiske trosbekendelse (”Der er ingen anden Gud end Gud, og Muhammad er hans budbringer”), og da begge de to dele fylder meget i bønnen, var vi allerede godt med. Jeg bad med mine egne ord inden i mig selv uden at inkludere Muhammed.

Bønnen var langt hurtigere overstået, end jeg havde troet, højst fem minutter. Da vi var færdige, skulle mændene først til at i gang, så vi havde tid til at snakke lidt. Vi fik hørt om hvordan det er at være en ung muslim, og hvordan troen ser ud indefra. Vi kom hurtigt op i høje luftlag, og den nytilkomne pige fortalte os om, hvordan muslimer bliver vejet på deres muslimske gerninger efter døden for at se, om de skal i helvede eller Paradis. Hun fortalte os om, hvordan det vejede ekstra tungt på den gode vægtskål at bede sammen med andre frem for alene, og hun fortalte, at man godt kan blive muslim på sit dødsleje, bare man når at sige trosbekendelsen, inden man ånder ud. Hun fortalte også, at hun gerne ville møde os i Paradis og derfor gerne ville arrangere, at vi kunne blive undervist i islam. Vi fortalte, at vi også som kristne tror på et liv efter døden, men at vi ikke ved, hvordan det vil ske – og at vi tror på, at Jesus tager alle med i Paradis, selv om vi ikke forstår hvordan. Hun var meget overrasket over at høre, at kristne også har idéen om en himmel. Jeg tror, vi alle sammen fik udvidet vores horisont en hel del.

Vi var alle tre europæere enige om at være taknemlige for at blive taget med ind i moskéen, men vores oplevelse af det var forskellig. En af de andre fandt det meningsfuldt at iklæde sig det særlige skjulende tøj for på den måde at komme til bønnen som et slags anonymiseret menneske, uden alt det, vi normalt bliver dømt på. For mig og den måde, jeg tænker på som kristen, føltes al denne forberedelse til bønnen underlig – fordi jeg virkeligt tror, at vi kan komme til Gud, som vi er, med alt vores skrald og tunge bagage og alle vores fejl. Alligevel var det meningsfuldt at bede sammen med mine nye muslimske venner. Også selv om vi nok bad noget lidt forskelligt.

Mr. Colin Chapman, vores islam-underviser, fortæller os altid, at han forsøger at vise os islam ”at its best” - så en muslim ville kunne sidde med i klassen uden at føle sig trådt på. At være med i moskéen var en god forlængelse af denne tilgang. Og værdien i at møde muslimske mennesker frem for at læse om islam i en bog er temmelig stor.

Libanon anno 1870

"Lebanon has about 400.000 inhabitants, gathered into more than six hundred towns, villages and hamlets.

The various religions and sects live together, and practice their conflicting superstitions in close proximity, but the people do not coalesce into one homogenous community, nor do they regard each other with fraternal feelings.

The Sunnites excommunicate the Shiites; both hate the Druse, and all three detest the Nusairiyeh. The Maronites have no particular love for anybody and, in turn, are disliked by all. The Greeks cannot endure the Greek Catholics – all despise the Jews. And the same remarks apply to the minor divisions of this land. There is no common bond of union. Society has no continuous strata underlying it, which can be opened and worked for the general benefit of all, but and endless number number of dislocated fragments, faults, and dikes, by which the masses are tilted up in hopeless confusion, and lie at every conceivable angle of antagonism to each other. The omnific Spirit that brooded over primeval chaos can alone bring order out of such confusion, and reduce these conflicting elements into peace and concord.

No other country in the world, I presume, has such a multiplicity of antagonistic races; and herein lies the greatest obstacle to any general and permanent amelioration and improvement of their condition, character, and prospects. They can never form one united people, never combine for any important religious or political purpose; and will therefore remain weak, incapable of self-government, and exposed to the invasions and oppressions of foreigners. Thus it has been, is now, and must long continue to be a people divided, meted out, and trodden down."

W.M. Thomson i "The Land and the Book", London, 1870.

Retræte

Solnedgang ved Dueklipperne.

Hele skolen tog på retræte sidste weekend. Jeg har endnu ingen billeder derfra, men jeg fandt et billede, der var tilsvarende i fredelighed fra Beiruts havnefront ved Dueklipperne.

Fredag kørte bussen afsted mod Dour el Schweir, en lille landsby oppe i bjergene over Beirut, hvor der ligger et evangelisk center, der fungerer som samlingssted for alle områdets protestanter. Det blev ødelagt og totalt røvet under borgerkrigen, og genopbygningen begyndte først i 1996. Det er et stille og smukt sted, og luften er en helt anden end Beiruts bilos. Dalen genlyder dog af skud fra de luftbøsser, som mændene og deres sønner bruger til at skyde småfugle med. Om de gør det for fornøjelsen/af kedsomhed eller for at få mad ved jeg ikke, men lyden af skuddene fungerede som en påmindelse midt i al freden om den ikke så fjerne drabelige virkelighed.

Weekenden var afsat til at komme hinanden nærmere i det åndelige fællesskab, som skolen også er. Og det var vildt spændende. Vi kommer fra alle mulige forskellige denominationer og traditioner, og det er en udfordring at finde hinanden i det åndelige. Lørdag morgen var der et panel på 6 personer,  både studerende og undervisere, som delte deres åndelige rejse - altså hvordan de var kommet til tro og hvordan deres tro har udviklet sig på godt og ondt. Derefter delte vi alle med hinanden i mindre grupper. Personlige historier slår på en eller anden måde prædikener.

Søndag morgen havde vi en taizé-inspireret gudstjeneste, og det var et skønt kaos. Projektoren drillede, alle sang på forskellige sprog, og vi havde bibellæsning på armensk, arabisk, hausa, dansk (undertegnede) og tysk. Plastikstolene skrabede, og Dr. Johnny gav en brændende prædiken om kirken som et skib fuld af kristne, der ikke behøver frygte. Arne Kappelgaard stod for nadveren, som vi delte stående i en stor cirkel på gulvet. Nadveren betyder meget her, fordi den forener alle os forskellige troende. Vi har alle mulige teologiske uenigheder - nogle ret alvorlige - men vi er enige om at mødes i nadveren. Og dermed i troen på Kristus. Det er ret stærkt.

Jeg vandt i øvrigt en konkurrence om at balancere et æg på en elpære ved hjælp af salt. Set i lyset af resten af weekendens intense åndelighed er jeg vis på, at Helligånden havde en finger med i spillet.

Efter 36-timers-grænsen

Nu er Beirut ved at være tilbage til normal igen. Der var pistolmænd i gaderne natten til i går, men militæret slog hårdt ned på dem og har været stærkt tilstede i gaderne. Og det virker godt. Så nu bevæger vi os frit rundt, selvfølgelig med et åbent øje.

Avisen Daily Star har været den hovedsaglige informationskilde de sidste par dage. Det er en morgenavis med en journalistisk kvalitet, jeg som dansker kun kan være misundelig over. I går bragte de en kommentar af Rami Khoury, som rammer ned i det, jeg skrev om i lørdags: Det mærkelige/frustrerende i at medierne insisterer på hysteriet og sensationen. Og så rammer han meget præcist med denne sætning:

"Top-level political assassinations and instant street clashes that would shatter most other countries are taken in stride by most Lebanese, who stay home for 36 hours and then resume their normal life routines."

Vi blev også hjemme i 36 timers tid, og nu er livet normalt igen - så normalt det nu er i Beirut. I får hele artiklen her (direkte link):

Lebanon's troubles don't include civil war
Following events in Lebanon from the United States, as I have done during the past week, leaves one with the impression that most media in the U.S. are eager to see a resumption of the devastating and wasteful civil war that ravaged Lebanon for 15 years until 1990. Virtually every story on Lebanon is framed in the lens of the possible return to sectarian civil strife as a result of the spillover of the Syrian conflict.

The reality seems rather different to me, despite the many weaknesses and dysfunctional aspects of Lebanese governance. The international press corps and many in the political classes should wise up and see the country as something more than a bomb waiting to explode repeatedly.

The political tensions and a handful of local clashes following the assassination last Friday of Internal Security Forces Intelligence Bureau head Brig. Gen. Wissam al-Hasan reflected a tragic but rather routine sequence of sentiments and events, in this country where political assassinations have occurred regularly for half a century.

Millions of Lebanese instantly feared a recurrence of the serial political killings that followed the assassination of the late Prime Minister Rafik Hariri in early 2005. Some took to the streets to express themselves in the time-tested manner of burning tires and blocking a few streets.

At the Hasan funeral Sunday, the weaknesses and amateurism of some Lebanese politicians surfaced. Understandably angry members of the March 14 coalition in opposition fired up the crowd by demanding the resignation of the government of Prime Minister Najib Mikati.

Former Prime Minister Fouad Siniora, normally a rational man who shouldered the responsibility of power with great dignity and resolve in the difficult years following the Hariri assassination, succumbed to a moment of reckless silliness when he said Sunday that Mikati’s Cabinet was a “government of assassination,” given the numerous assassinations that occurred during the years when March 14 and Siniora ran the government.

His and other fiery statements prompted a small crowd of excited youth to try and storm the government headquarters in central Beirut, and they were quickly dispersed by some forceful work by the internal security forces.

After this incident, senior March 14 leaders, including former Prime Minister Saad Hariri, called for calm, insisting that their desire to topple the government should be achieved through peaceful and democratic means. So they are now boycotting all contacts with the government, which is most unimpressive.

While most media coverage of Lebanon that I have seen in the U.S. tends to fall into narrative and hysterical categories that describe clashes and see them in the context of possibly returning to civil war, my sense is that the historian’s perspective of identifying new trends and political factors is much more useful today to grasp what is going on in Lebanon.

In this context, the bottom line from the last week’s events suggests to me that the politicians’ irresponsible emotionalism and the public’s instant worries are both routine developments that have recurred in Lebanon for many decades, unfortunately. Top-level political assassinations and instant street clashes that would shatter most other countries are taken in stride by most Lebanese, who stay home for 36 hours and then resume their normal life routines.

There will not be a return to civil war because the most important new development in Lebanon in recent years – since February 2005 to be exact – is a more determined attitude and enhanced capabilities on the part of the central government in the face of the stresses that often threaten to tear Lebanese society apart. The principal political actors in Lebanon have had numerous opportunities to resume serious fighting in recent years, and every time have pulled back from the brink in order to refrain from the path of civil war. In the past three years, the armed forces and internal security have acted much more forcefully and quickly to stop local clashes from growing or spreading, and the National Dialogue committee presents an opportunity for all parties to seek a route toward stable and sensible governance.

The presidency of Michel Sleiman also offers a more activist touch, while the forensic investigative capabilities of the Internal Security Forces continue to improve, as seen by the successful interception of the alleged plan by former Minister Michel Samaha to bring explosives from Syria to destabilize Lebanon, and the detection of Israeli espionage rings. The Special Tribunal for Lebanon that has investigated and will try those accused of killing Rafik Hariri is another new element in the young drive to stop the legacy of political violence.

These and other factors probably explain why Hasan was killed by some party that does not want Lebanon to achieve a strong indigenous capability to investigate and put a stop to political crimes. Whether that party is in Syria, Lebanon, Israel or elsewhere remains to be seen.

Rami G. Khouri is published twice weekly by THE DAILY STAR. He tweets @RamiKhouri.

Lydbid fra den assyriske messe

Pastor Arne Kappelgaard var så venlig at låne mig sine piratoptagelser fra den assyriske kirke, som vi besøgte forrige søndag. De er taget i lommen, så der er kun lyd, men lyden er til gengæld udmærket og giver en god fornemmelse af den assyriske messe. Det er præsten og hans diakoner, der messer, og et pigekor, der leder menigheden i korsvarene. Jeg er ikke sikker på, hvor i messen vi er. Hvis I lukker øjnene og forestiller jer duften af røgelse og en tætpakket kirke (skulder mod skulder) og et stort forhæng og flotte liturgiske klæder, så er det næsten som at være der selv.

En bombe / At holde vejret / Medier

I nat har jeg for en gangs skyld fået en god nats søvn. Fredag nat plejer at være fyldt med baspumpende blærebiler og hurtige motorcykler, men når en bombe eksploderer og dræber en højtstående person, der åbent har kritiseret Syrien og Hezbollah, så forholder byen sig i ro.

Det er lidt specielt at være her nu. Ingen, vi kender, var i nærheden, og vi løber ikke rundt i panik, overhovedet, men byen forandrer sig en lille smule, når sådan noget sker. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse danske aviser, fordi nettet er overbelastet af alle de beroligende e-mails, der skal sendes rundt, men jeg forestiller mig, at det på en eller anden måde virker mere virkeligt, når man sidder hjemme i Danmark, fordi man er vant til at se bomber fra Mellemøsten og placere det i en særlig kategori, som er chokerende, men meget langt fra hjemme. Når man er 4 kilometer væk fra bomben og sågar var i nærheden af stedet om formiddagen, virker det straks lidt mere uvirkeligt. Og nyhedsbillederne kan ikke længere placeres i kategorien ”Bomber langt væk i en håbløs region”.

Vi ved endnu ikke så meget helt konkret bortset fra dødstal og antal sårede (som hele tiden bevæger sig op og ned). Og så hvem målet for attentatet var. Der er flere, der i aviserne i dag kræver, at premierministeren træder tilbage, fordi han har nære forbindelser til Hezbollah og Syrien. Men det er så komplekst, at jeg ikke helt kan holde styr på, hvordan det hænger sammen. Og der er ingen, der helt ved, hvad de mulige konsekvenser af attentatet og de efterfølgende beskyldninger er. Det er i hvert fald, som om Libanon holder vejret, mens diplomaterne arbejder på højtryk for at regne ud, hvordan landet kan undgå at blive inddraget yderligere i konflikten. Måske har de høje hoteller, der har stået tomme og hullede og vinduesløse i 22 år siden borgerkrigens afslutning, alligevel en eller anden funktion, fordi de minder om, hvilken vej landet ikke vil igen. Spørgsmålet er, om storebror Syrien er enig.

Tilføjelse: Nu fik jeg endelig adgang til Politiken.dk og kan se, at de flere steder nævner, at bomben kan ”puste til en konflikt mellem Hezbollah og de kristne”. Det matcher ikke de oplysninger, vi her får omkring landets politiske situation. Vi havde en introduktion til Libanons historie og politiske situation i går ved dr. George Sabra, og jeg tror ikke, han ville sige, at der er en konflikt mellem Hezbollah og de kristne at puste til som sådan. I hvert fald ikke på den måde, som det tolkes i danske øren. Borgerkrigen mellem 1975 og 1990 var et virvar af komplekse konflikter på kryds og tværs, og særligt var der den store konflikt mellem muslimer og kristne. Efter borgerkrigen har situationen imidlertid ændret sig, og konfliktgrænsen ligger nu i højere grad mellem sunni- og shia-muslimer (hvilket er tilfældet i hele regionen). De kristne fordeler sig på begge sider politisk. Det er en god politisk joke i Libanon at spørge en kristen, om han er sunni- eller shia-kristen. Jeg bemærker også, at Politiken fremhæver, at bomben sprang i det kristne kvarter, men jeg er altså ikke sikker på, at jeg vil tillægge dette den største betydning. Vigtigere er det, at bomben sprang nær 14. marts-gruppens kvarter og at den dræbte denne politiker, som altså er sunni-muslim. For at perspektivere kan jeg sige, at NEST, hvor jeg studerer, ligger i det sunni-muslimske kvarter i Beirut – og det er altså en protestantisk præsteuddannelse. Man ved godt, hvilke kvarterer der har hvilken religion, men jeg tror, jeg vil vove at sige, at det ikke har den betydning, som Politiken forsøger at lade det med. Der er masser af konflikter og spændinger at tage af i Beirut, men det er virkeligt nødvendigt at holde hovedet koldt for at spotte, hvilke der bliver aktiveret hvornår. Og lige nu er det ikke de kristne, der er truede, men dem, der åbent kritiserer Syrien og Hezbollah – uanset hvilken religion, man så har.

Billeder fra et mindre renskuret Beirut

En ven kommenterede på billederne fra sidste post, at byen så noget renskuret ud. Det ville være meget forkert at sige om Beirut. Der er ingen små skraldespande på gaden. Til gengæld står der på hvert andet hjørne en hær af åbne, grønne containere, som folk smider deres husholdningsaffald i. Ofte kravler fattige voksne og børn rundt i dem for at finde noget brugbart eller spiseligt. Det, der ikke kan bruges, ender på gaden. Man tager det i det hele taget ikke så tungt med skrald her. Der er heller ingen genbrugsbutikker, og jeg tror, der er en sammenhæng der. Jeg fortalte sidst om soldaten uden for skolen, og der knytter sig en skraldehistorie til ham. Professor Awwad fortalte, at før soldaten blev opstillet dernede, var et hjørne af parkeringspladsen foran skolen beregnet til de grønne containere. Skolen blev ved med at klage til kommunen over udsigten og lugten af skrald, men der skulle altså en militær tilstedeværelse til for at få dem fjernet.

Armensk mekaniker (se skriften).

Vi var en tur i det armenske kvarter for et par uger siden. Der er en stor armensk diaspora i landet. Efter folkemordet i 1915 flygtede mange til Syrien, og i slutningen af 1930'erne måtte de igen flygte videre til Libanon - jeg har endnu ikke helt forstået de historiske fakta om hvorfor.

Ledninger.

 

Jesus.

  

Mekanikere (de stillede glade op til foto og bød mig på kaffe eller te, men jeg skulle hjem.)

Fugle i bur på bil.

Mænd i arbejde.

Billedtid

Et træ på AUBs campus og Middelhavet i baggrunden

Jeg har været nede hos fotohandleren på hjørnet og hente mine billeder fra de første uger. Det tog et par dage, før jeg fandt ud af, hvor man kunne købe film, så jeg har beklageligvis ingen billeder fra udflugten over Mount Lebanon til Anjaar. Jeg har endnu ikke fundet et sted, hvor man kan købe engangskameraer, så dem har jeg måttet importere fra Danmark. Der er altså i hvert fald ét punkt, hvor Libanon er håbløst moderne.

Indgangen til NEST fra Sourati Street

Skolen er en 8 (eller 9?) etager høj betonklods - og minus 3 etager nedad, måske flere. I bunden er undervisningslokalerne, biblioteket, administrationen, cafeteriaet og dagligstuen. På tredje sal bor de unge mænd, på fjerde sal de unge kvinder. Jeg har endnu til gode at vide, hvad der er på resten af etagerne bortset fra lejligheder til underviserne. I kælderen er der et stort auditorium og en sportshal og et beskyttelsesrum.

Udsigten fra min balkon

Hele døgnet rundt kan jeg høre larmen fra gaden. Om dagen bygger importerede arbejdere på Beiruts betonfremtid, og om natten kører seje fyre forbi på motorcykel, uden hjelm. Det gik op for mig for et par dage siden, at jeg i mine fire år med kørekort endnu ikke har brugt båthornet, men jeg ved nu, at havde jeg været libaneser, havde sagen været en anden. De har lært det.

Lige uden for NEST er et lille skur med køjer og uden for det et lille soldaterhus. Her sidder der døgnet rundt en doven soldat med sit gevær og holder øje. Lige bagved bygningen til venstre bor nemlig en dommer fra det internationale tribunal, som behandler mordet på Rafik Hariri. Den militante tilstedeværelse er underlig, og det er mærkeligt at se en person med våben sidde og kede sig på den gennemdovne måde, som er normen her, men de gør vist kvarteret mere sikkert på en eller anden måde. Jeg ville fotografere det, hvis jeg måtte.

Løbebanen på AUB

American University of Beirut ligger lige om hjørnet. At gå ind på deres campus er at komme ind i en anden verden. Det er meget meget flot - og det er pumpet fuldt af amerikanske penge. Jeg er glad for at være ude i det rigtige, beskidte Beirut, men jeg er også glad for at kunne løbe rundt på AUBs løbebane med udsigt over Middelhavet. Om aftenen, når det er koldt nok til at løbe, er banen mest af alt fyldt med familier og midaldrende mennesker i træningstøj, der afslappet traver afsted på banen og snakker med deres vandflasker i hånden. Vi er kun få, der løber. Der er snart Beirut Marathon, og i modsætning til i København er det en altomfavnende folkefest. På den samme dag er der alle mulige distancer, og alle er med i det tempo, de kan. Også kvinder med deres klapvogne. Og alle de andre.

Cornichen

Langs med vandet 7 minutter fra skolen er Cornichen, den lange boardwalk langs med vandet. Fredag og lørdag aften er der fuldt af kærestepar, familier med børn og unge løver, der promenerer og kommer med tilråb. Der bliver solgt candyfloss og frugt og brød fra små vogne. På andre dage er det det samme, bare med lidt færre mennesker. Der er mænd, der fisker og springer i vandet fra klipperne, men dem fangede jeg desværre ingen af.

Det hellige mysterie i den assyriske kirke

Den assyriske domkirke i Beirut. Foto: Arne Kappelgaard

 I dag var vi til messe i den assyriske kirke. Det var et field trip som en del af kurset Contemporary Eastern Churches, og vi mødtes efterfølgende med præsten for at stille spørgsmål og drikke stærk arabisk kaffe.

Dr. George Sabra (president på NEST), den assyriske præst og hans tolk.

Den assyriske kirke har en historisk særstatus på mange måder. Gudstjenesten foregår på syriakisk, et sprog, der ligger meget tæt på aramæisk, som var hovedsproget i regionen for 2000 år siden og dermed formentligt det sprog, Jesus har talt. Derudover var kirken den første til at skille sig ud fra den østlige hovedkirke i Efesos i 431, da biskopperne og patriarkerne ikke kunne enes om, hvorvidt Kristus var to naturer i én person eller to naturer og to personer, og hvorvidt Maria var Gudsføderske eller Kristusføderske. Den assyriske kirke fulgte Nestorios, hvis holdninger om Kristi to personer i Efesos blev dømt kætterske. Kirken har siden da holdt messe med en nogenlunde uændret liturgi, gennem de første cirka tusind år med hovedsæde i Irak, herefter spredt ud over verden, blandt andet nu i Libanon. Patriarken, Catholicos Mar Denkha, bor i Chicago.

Messen startede 8.30, men vi ankom først kvart i ni. Dørene ind til den lille kirke stod vidt åbne (de kalder den the cathedral, men den er ikke større end en dansk landsbykirke), og der var stadig halvtomt, da vi trådte ind. Kvinder til venstre med deres blondetørklæder over håret, mænd til højre. Flere af kvinderne havde souvenirtørklæder fra Lourdes med den hellige jomfru og L O U R D E S smukt broderet på det hvide tyl. Tildækningen var ikke forkrampet; mange tørklæder faldt ned og måtte rettes på, og kvinden foran os lod sin lille pige prøve sit tørklæde og lege voksen dame for et øjeblik. Det virkede som om, at tørklæderne ikke var der for at skjule noget, men for at vise ærbødighed for det hellige, der udspillede sig foran alteret.

Tørklæder til låns for de glemsomme. Foto: Arne Kappelgaard

 Deroppe stod præsten og hans to diakoner og udførte mysteriet. De messede på syriakisk og gik frem og tilbage i en nøje indstuderet hellig koreografi. Jeg ved ikke, om der var nogen tilhørere overhovedet, da messen startede, men det ville ikke gøre noget, hvis der ikke var. Forståelsen af det hellige mysterium er sådan, at messefald ikke er en mulighed.

Vi havde på forhånd fået udleveret en engelsk oversættelse af messen, og det hjalp os til i hvert fald at have snerten af en fornemmelse af, hvad der foregik. Da vi fangede navnet Pontius Pilatus, vidste vi, vi befandt os i trosbekendelsen, og hver gang der blev sunget ”Qadisha”, som både findes på hebraisk og arabisk, kunne vi finde det næste sted i messen, hvor der var noget med ”...holy...”.

Jeg ville gerne have haft tid til at snakke med nogle af de almindelige kirkegængere for at høre, hvad de forstod og hvordan. De fleste taler syriakisk, men selv i den engelske oversættelse var meget mystisk. Det var ikke uforståelige ord eller vendinger, men det var liturgi på et langt højere plan, end jeg er vant til at skulle dechifrere. Og måske er der netop en pointe der; at det ikke kun var mystisk for os ikke-syriakisk-forstående, men for alle. Og at det hellige er sådan – mystisk og indsvøbt i røgelse.

Vi blev budt velkomne til at deltage i nadveren, hvilket ikke er nogen selvfølge – det er den eneste, af de kirker, vi skal på field trip til, som har såkaldt åbent alterbord. Med tørklæde over håret modtog jeg brødet i hul hånd, slog korsets tegn og blev vinket hen til den fælles kalk, som diakonen tørrer og drejer en omgang for hver slurk. Det var noget velkomment hjemligt i den fremmede messe. En påmindelse om, at vi mødes om det samme centrum.

Gruppebillede. Foto: Arne Kappelgaard

På vej tilbage fra nadveren stod en stor kurv med søde brød pakket separat, som man kunne tage. Det var fra familien, som havde mistet en søn. De mindedes ham på 40-dages-dagen for hans død og stod i en række i våbenhuset for at tage imod menighedens kondolencer. Også jeg trykkede deres hænder og gav det internationale nik og blik for medfølelse. Bagefter inviterede de på morgenmad i kirkens fællesrum (man spiser ikke før nadveren, den skal være det første, der kommer i kroppen om søndagen) med arabiske fladbrød, æg, ost, te og ubestemmelige smørbare substanser. Til lyden af plastikstole på linoleumsgulv førte jeg en slags samtale med en af præsterne, der kun kunne arabisk. Han fik forklaret mig, at et af smørepålæggene var lavet af korn og smør – det sidste udtrykt ved et højlydt glædesudbrud over at kunne sige noget klart: ”LURPAK!”. Så grinede vi, og da vi gik, kunne jeg hilse ham med et af mine få udtryk på arabisk: Masalama - gå med fred.

Akademia og åndelighed

En af de ting, der adskiller teologistudierne her meget tydeligt fra teologistudierne derhjemme, er den åndelige del af uddannelsen.

I studiehåndbogen, som man får, når man starter (den er fra 1998, de har ikke lige fået lavet nye siden), står der, at det forventes, at studerende på Near East School of Theology forventes at tage del i ”devotional activities on a regular basis”. Således har vi hver dag klokken ti minutter over tolv en tyve minutters chapel service, en lille andagt inden middag, som det forventes, at man deltager i, selv om det ikke er direkte påkrævet. Om to uger tager vi på en weekend-retræte, hvor fokus vil være på det åndelige fællesskab frem for det akademiske.

For en dansk teolog kan det lyde nærmest skræmmende at blande åndelighed ind i det akademiske liv. Jeg var forberedt på, at det formentlig ville være en udfordring for mig nogle gange – og jeg glædede mig til det. Men det har vist sig, at det ikke rigtigt er en sammenblanding, så meget som det åndelige er en tilføjelse til det akademiske liv. Bortset fra en enkelt undervisningstime, som underviseren indledte med en bøn, er det akademiske ret strengt akademisk. Skolen går meget op i at være en akademisk institution, der udbyder master- og ph.d.-programmer, som er fuldt meritgivende på andre universiteter – noget, der ikke er en selvfølge på præsteuddannelser. Men samtidig er det netop en præsteuddannelse, og derfor er det åndelige liv en naturlig del af hverdagen og af uddannelsen. Som det kan lyde skræmmende for en dansk teolog at blande åndelighed ind i det akademiske liv, således gyser de ved tanken om en teologiuddannelse uden åndelighed.

Og jeg forstår dem godt. Jeg har i denne første uge virkeligt nydt hver dag at synge salmer og sange, læse i Bibelen (ofte veksellæsning mellem kapellanen og tilhørerne) og bede i fællesskab med mine medstuderende. Det giver en særlig klangbund til studierne, og det fylder mig op. Og så klinger det sandt i mig, når det ikke bliver en modsætning til det akademiske; når kapellanen beder Gud om, at vi må få visdom til at ”discern” (et ord, jeg har svært ved at finde på dansk).

Min begejstring for det åndelige liv her får mig ikke til at ønske, at det var sådan på fakultetet i København. Så meget er anderledes i situationen og i uddannelsen, og jeg er ikke sikker på, jeg ville synes om det tilsvarende på enhver præsteuddannelse – det kræver en helt særlig rettethed mod økumeni og mod rummelighed og mod at finde et fælles ståsted. I stedet vil jeg tage det til mig, mens jeg er her, og nyde at have et semester, hvor jeg både får åndelig og akademisk føde. Det er noget helt særligt.

Om teologi og perspektiv

Jeg har haft mine første timer i alle mine fag, og jeg glæder mig ikke mindre end før til at komme rigtigt i gang. Udvekslingsprogrammet består af et islam-fag (jeg tager to – Introduction to Islam og Islam in the Modern World) og et fag om kristne kirker i Mellemøsten, Contemporary Eastern Churches. Sidstnævnte nåede allerede på 2x50 minutter at skubbe til min teologiforståelse eller i hvert fald at skubbe til mit perspektiv. Gøre det lidt bredere.

For det første er det svimlende, at vi i faget skal dække omkring 10 forskellige kirkesamfund, som alle sammen er anerkendte i Libanon, et land, der vel at mærke er mindre end Jylland. Hvert kirkesamfund har sit eget retssystem, som dækker ægteskab, arveret og adskillige andre ting (jeg har endnu ikke fået det præcise overblik).

For det andet er tilgangen til kirkehistorie en noget anden. Som professor George Sabra siger: I Mellemøsten har man en stærk hukommelse. Derfor gør for eksempel korstogene stadig ondt på mange. Det er svært at forestille sig, at vi stadig bar rundt på reformationssår (omend Vatikanet vist for nyligt foreslog, at begge parter på 500-års-jubilæet skulle sige undskyld). Denne tilgang til folkehukommelse giver også en anden forståelse af konflikterne i regionen. Man glemmer ikke bare, hvis forfædre slog hvis forfædre ihjel. Det skaber en helt anden aktualitet for kirkehistorie som fag – for alt, hvad man siger om historien, skaber nutiden. Dette gælder selvfølgelig også teoretisk set i Vesten, men her er det blodig virkelighed. Således bliver det tørre stof, jeg har lært om synoderne og kirkemøderne, meget aktuelt her, fordi for eksempel mødet i Efesos 451 skabte flere af de udbryderkirker, som i dag dominerer det kristne liv i Mellemøsten. Og de holder stadig fast i de doktriner, som fik dem til at bryde ud (omend den assyriske kirke ikke mener, at Kristus har to personer – det var vist en sproglig misforståelse af en art).

Derudover er de langt mere optaget af, hvem der er ”tættest på Jesus”, en ting, der ikke fylder så meget i Norden, fordi vi godt ved, at vi er meget langt fra ham, oprindelsesmæssigt. Ord får en afgørende betydning, for kalder man kirken indtil 300-tallet noget andet end East Roman Church, altså kirken i det østromerske rige, har man allerede taget stilling – og dermed givet forrang til en kirkeretning frem for en anden. I det hele taget har ord en afgørende betydning i den her del af verden, fordi befolkningssammensætningen er så broget, at man nemt træder nogen over tæerne. Homogeniteten i Danmark gør det meget nemt for os at være afslappede i sproget – også teologisk.

En anden interessant ting dukkede op på skemaet over kirkernes indbyrdes familieforbindelser. Her ligger den protestantiske kirke under den romerske som en udbryderkirke. Det er naturligvis helt korrekt, men man er i Norden ikke vant til at høre det på den måde. Som om vi ikke var verdens centrum, og som om Reformationen ikke ændrede hele verden.

Jeg forudser, mit perspektiv vil blive skubbet yderligere de næste fire måneder. Et lille stykke hver uge.

Ankommet til Beirut - krig og fred

Jeg er ankommet til Beirut, hvor jeg skal studere et semesters teologi på Near East School of Theology. Det er en skole, hvor unge mennesker fra Mellemøsten og Afrika uddannes til at blive protestantiske præster, og hvor altså også europæiske studerende som jeg kan tage et semester eller to for at få et indblik i, hvordan man driver dialogbaseret teologi i et multireligiøst samfund.

For Libanon -er- virkeligt multireligiøst. Jeg kendte ikke meget til landet, før jeg fandt ud af, at jeg skulle herned og måtte på Wikipedia for at tjekke, hvor landet helt præcist ligger (klemt inde mellem store Syrien og Israel mod syd). Nu forsøger jeg med tungen lige i munden at holde styr på alle de forskellige kirker og denominationer og sekter, både muslimske og kristne, der findes i Libanon: Maronitter, drusere, syriske kristne, armenske kristne, alle slags ortodokse, shia, sunni etc. Man plejer vist at tælle dem sammen til 20 trosretninger i alt. Næsten alle studerende, der ikke er fra Mellemøsten, går rundt med Robert Fisks 'Pity the Nation' under armen. Det er en mursten af en bog, der behandler borgerkrigen fra 1975-90 og hele dens optakt og problematikker. Den trækker tråde tilbage til både Holocaust og krigen mellem kristne og drusere i 1860, da Libanon stadig var et udflydende nationalt blandingssted på grænsen mellem Syrien og det forholdsvist uorganiserede Palæstina. Det siger noget om kompleksiteten i landets spændinger.

Men her er fredeligt nu, og her på skolen får jeg en fornemmelse af at være med i en bevægelse, der vil freden. Og den fred er ikke kun en kristen fred, for den er i et land som det her nødt til at opstå mellem religionerne. Ord som reconciliation og peacebuilding bliver brugt meget i samtalerne her på skolen, og på nogen kan det virke som floskler, men her refererer det til en uhyggeligt nær virkelighed. Det slår mig igen og igen, hvor kort tid siden det alligevel er, at borgerkrigen sluttede; jeg er ung, født i 1988, men alle unge her på min alder har oplevet krigen. Og selv om rigtigt mange bygninger er blevet genopbygget i Beirut, skal man ikke lede længe for at finde et hus med skudhuller i muren.

Krigen i Syrien er også meget tæt på. På vej i flyet fra Istanbul til Beirut sad jeg siden af en mand, som viste sig at være syrer. Da han sagde det, mistede jeg mælet, for jeg havde lyst til at fortælle ham, at krigen gjorde mig ondt eller at jeg beder for folk i hans land, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord. Og det gik op for mig, at jeg heller ikke kunne vide, hvilken side han var på, forenklet sagt. Som han sad der ved siden af mig, blev også den pågående krig meget virkelig. Eller, egentligt, bare virkelig.