Fredagsbøn i moskéen

Fra en anden moské, Chatila-moskéen (billeder af undertegnede i bedeklæder på vej)

Forleden var vi til fredagsbøn i den lokale moské. En af mine medstuderende havde mødt en ung muslimsk fyr på AUB, og da han hørte, at vi gerne ville se moskéen og fredagsbønnen indefra, fandt han en pige fra sin muslimske studenterklub (måske lidt à la KFS i Danmark, bare muslimsk), som kunne tage os med ind i kvindeafdelingen.

Vi mødtes ved 11-tiden og tog straks vores sko af, da fortovet foran moskéen var dækket af tæpper. Så vinkede vi farvel til Anouhar, der gik ind i det store bederum, og fulgte efter Maryam ind i kvindernes bederum. Vi kom ind i et lille rum ikke større end et værelse i en københavnsk lejlighed, gulvet dækket af tæpper og for enden et tv med direkte transmission fra mændenes bederum. Først var jeg i tvivl, om dette blot var forrummet, hvor vi skulle forberede os til bønnen, inden vi kunne komme ind på en balkon eller lignende, men det var selve bederummet, og vi var kun os tre europæiske piger og Maryam til stede.

Vi satte os ned på tæppet, og Maryam begyndte at fortælle os om bønnen og hvad det er, der foregår i den. Imens prædikede imamen på tv'et i baggrunden, men det forstyrrede ikke Maryams venlige og pædagogiske (og småfnisende) instruktion. Mange af delene var lette at relatere til: At sige Gud tak, at bede om tilgivelse og at ønske fred. Og bekendelsen af, at der kun er én Gud (selv om en muslim med Koranen i hånden vil sige, at kristne tilbeder flere). Hun instruerede os også i det praktiske: Afvaskningen før bønnen, bevægelserne og påklædningen. I det lille badeværelse vaskede vi ansigt, hår (at vaske ét hårstrå er nok), underarme og fødder tre gange, og derefter var vi klar til at klæde os på til bønnen. Maryam havde medbragt ekstra tøj til os, så vi fik et sæt hver bestående af en lang hvid nederdel og en hvid chador (det muslimske tørklæde-/ponchoagtige klædestykke, der dækker både hår og overkrop). Lisas og Annas hår blev ved med at falde ned i panden på dem, og mens Maryam forsøgte at rette på deres tørklæder, fortalte hun om, hvordan hun engang var vågnet fra en lur og havde set sin søster og havde troet, hun var et spøgelse, fordi hun havde sit bedetøj på. Vi kunne også godt med vores europæisk-blege teint have skræmt nogen en mørk nat.

Nu var der også kommet en anden pige til, og hun ledte os i bønnen. Vi fulgte ikke mændenes bøn, så mens imamen stadig prædikede, stillede vi os op på række og fulgte bevægelserne: Højre hånd over venstre foran brystet, hænderne på lårene, ned på knæ og panden mod gulvet. Jeg kendte ikke alle ordene, men jeg kunne alligevel følge med. Vi har i undervisningen beskæftiget os med Fatiha'en (”Åbningen”, 1. sura i Koranen), som kan siges at være den islamiske pendant til Fadervor, og den islamiske trosbekendelse (”Der er ingen anden Gud end Gud, og Muhammad er hans budbringer”), og da begge de to dele fylder meget i bønnen, var vi allerede godt med. Jeg bad med mine egne ord inden i mig selv uden at inkludere Muhammed.

Bønnen var langt hurtigere overstået, end jeg havde troet, højst fem minutter. Da vi var færdige, skulle mændene først til at i gang, så vi havde tid til at snakke lidt. Vi fik hørt om hvordan det er at være en ung muslim, og hvordan troen ser ud indefra. Vi kom hurtigt op i høje luftlag, og den nytilkomne pige fortalte os om, hvordan muslimer bliver vejet på deres muslimske gerninger efter døden for at se, om de skal i helvede eller Paradis. Hun fortalte os om, hvordan det vejede ekstra tungt på den gode vægtskål at bede sammen med andre frem for alene, og hun fortalte, at man godt kan blive muslim på sit dødsleje, bare man når at sige trosbekendelsen, inden man ånder ud. Hun fortalte også, at hun gerne ville møde os i Paradis og derfor gerne ville arrangere, at vi kunne blive undervist i islam. Vi fortalte, at vi også som kristne tror på et liv efter døden, men at vi ikke ved, hvordan det vil ske – og at vi tror på, at Jesus tager alle med i Paradis, selv om vi ikke forstår hvordan. Hun var meget overrasket over at høre, at kristne også har idéen om en himmel. Jeg tror, vi alle sammen fik udvidet vores horisont en hel del.

Vi var alle tre europæere enige om at være taknemlige for at blive taget med ind i moskéen, men vores oplevelse af det var forskellig. En af de andre fandt det meningsfuldt at iklæde sig det særlige skjulende tøj for på den måde at komme til bønnen som et slags anonymiseret menneske, uden alt det, vi normalt bliver dømt på. For mig og den måde, jeg tænker på som kristen, føltes al denne forberedelse til bønnen underlig – fordi jeg virkeligt tror, at vi kan komme til Gud, som vi er, med alt vores skrald og tunge bagage og alle vores fejl. Alligevel var det meningsfuldt at bede sammen med mine nye muslimske venner. Også selv om vi nok bad noget lidt forskelligt.

Mr. Colin Chapman, vores islam-underviser, fortæller os altid, at han forsøger at vise os islam ”at its best” - så en muslim ville kunne sidde med i klassen uden at føle sig trådt på. At være med i moskéen var en god forlængelse af denne tilgang. Og værdien i at møde muslimske mennesker frem for at læse om islam i en bog er temmelig stor.