I nat har jeg for en gangs skyld fået
en god nats søvn. Fredag nat plejer at være fyldt med baspumpende
blærebiler og hurtige motorcykler, men når en bombe eksploderer og
dræber en højtstående person, der åbent har kritiseret Syrien og
Hezbollah, så forholder byen sig i ro.
Det er lidt specielt at være her nu.
Ingen, vi kender, var i nærheden, og vi løber ikke rundt i panik,
overhovedet, men byen forandrer sig en lille smule, når sådan noget
sker. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse danske aviser,
fordi nettet er overbelastet af alle de beroligende e-mails, der skal
sendes rundt, men jeg forestiller mig, at det på en eller anden måde
virker mere virkeligt, når man sidder hjemme i Danmark, fordi man er
vant til at se bomber fra Mellemøsten og placere det i en særlig
kategori, som er chokerende, men meget langt fra hjemme. Når man er
4 kilometer væk fra bomben og sågar var i nærheden af stedet om
formiddagen, virker det straks lidt mere uvirkeligt. Og
nyhedsbillederne kan ikke længere placeres i kategorien ”Bomber
langt væk i en håbløs region”.
Vi ved endnu ikke så meget helt
konkret bortset fra dødstal og antal sårede (som hele tiden bevæger
sig op og ned). Og så hvem målet for attentatet var. Der er flere,
der i aviserne i dag kræver, at premierministeren træder
tilbage, fordi han har nære forbindelser til Hezbollah og Syrien. Men det er så komplekst, at jeg ikke helt kan holde styr
på, hvordan det hænger sammen. Og der er ingen, der helt ved,
hvad de mulige konsekvenser af attentatet og de efterfølgende
beskyldninger er. Det er i hvert fald, som om Libanon holder vejret,
mens diplomaterne arbejder på højtryk for at regne ud, hvordan
landet kan undgå at blive inddraget yderligere i konflikten. Måske
har de høje hoteller, der har stået tomme og hullede og vinduesløse
i 22 år siden borgerkrigens afslutning, alligevel en eller anden
funktion, fordi de minder om, hvilken vej landet ikke vil
igen. Spørgsmålet er, om storebror Syrien er enig.
Tilføjelse: Nu fik jeg endelig adgang
til Politiken.dk og kan se, at de flere steder nævner, at bomben kan
”puste til en konflikt mellem Hezbollah og de kristne”. Det
matcher ikke de oplysninger, vi her får omkring landets politiske
situation. Vi havde en introduktion til Libanons historie og
politiske situation i går ved dr. George Sabra, og jeg tror ikke,
han ville sige, at der er en konflikt mellem Hezbollah og de kristne
at puste til som sådan. I hvert fald ikke på den måde, som det
tolkes i danske øren. Borgerkrigen mellem 1975 og 1990 var et virvar
af komplekse konflikter på kryds og tværs, og særligt var der den
store konflikt mellem muslimer og kristne. Efter borgerkrigen har
situationen imidlertid ændret sig, og konfliktgrænsen ligger nu i
højere grad mellem sunni- og shia-muslimer (hvilket er tilfældet i
hele regionen). De kristne fordeler sig på begge sider politisk. Det
er en god politisk joke i Libanon at spørge en kristen, om han er
sunni- eller shia-kristen. Jeg bemærker også, at Politiken
fremhæver, at bomben sprang i det kristne kvarter, men jeg er altså
ikke sikker på, at jeg vil tillægge dette den største betydning. Vigtigere er
det, at bomben sprang nær 14. marts-gruppens kvarter og at den
dræbte denne politiker, som altså er sunni-muslim. For at
perspektivere kan jeg sige, at NEST, hvor jeg studerer, ligger i det
sunni-muslimske kvarter i Beirut – og det er altså en
protestantisk præsteuddannelse. Man ved godt, hvilke kvarterer der
har hvilken religion, men jeg tror, jeg vil vove at sige, at det ikke
har den betydning, som Politiken forsøger at lade det med. Der er
masser af konflikter og spændinger at tage af i Beirut, men det er
virkeligt nødvendigt at holde hovedet koldt for at spotte, hvilke
der bliver aktiveret hvornår. Og lige nu er det ikke de kristne, der
er truede, men dem, der åbent kritiserer Syrien og Hezbollah –
uanset hvilken religion, man så har.
No comments:
Post a Comment