Jeg har i Beirut fået en ting, jeg
aldrig har haft før: En stamcafé. Café Younes ligger fem minutters
gang fra skolen, ud til en veltrafikeret gade og American University
Hospital. Da jeg kom i dag for at få min morgenkaffe og skrive mine
e-mails, kom tjeneren mig i forkøbet og spurgte, om jeg skulle have
en cappucino som sædvanligt. Og så kom den med et lille smil i.
På min Café Younes er der træpaneler,
store lysekroner, wienerstole og (nogle gange god) jazz i
højttalerne. Om morgenen er der helt stille, og rundt omkring sidder
folk med deres morgenkaffe og lektier eller laptops. Ved frokosttid
er der fuld af larm og sygeplejersker og læger i hvide kitler, som
kommer fra hospitalet for at spise deres frokost her. Jeg sidder
altid på balkonen, hvor jeg kan kigge ud over caféen og ud til
gaden, hvor smarte studerende, fattige lotterisælgere, gamle kvinder
med hvide tørklæder og damer med klapvogne går forbi. På gaden glider trafikken actionfyldt forbi med biler og scootere ud og ind mellem hinanden, ivrigt båttende, men alligevel tålmodige.
Café Younes er, ud over at være min
stamcafé, et lille stykke libanesisk historie i sig selv. Den, jeg
kommer på, er en nyere gren, men den første Café Younes åbnede i
Downtown Beirut i 1935. Det var før Libanon blev et selvstændigt
land (1943). Hr. Younes havde været i Sydamerika og opdagede der god
kaffe og bestemte, at han ville bringe den til libaneserne. Under
borgerkrigen blev caféen i Downtown ødelagt og i nogle år var der
ingen Café Younes til de kaffetørstende Beirut-borgere. Efter
krigens afslutning i 1990 åbnede de igen, i Hamra og efterfølgende
flere andre steder. Og så i 2006 blev caféen igen vidne til krig.
Ejeren af Hamra-caféen mødte hver dag folk, der trods bomber skulle
have deres daglige cappucino. Sammen med kaffen fik de sig en snak,
og selv om han aldrig havde skrevet før, kastede han sig over
blogskriveri på
A Lebanese Café During the War. Her seks år efter krigen er det et
spændende historisk dokument og værd at læse, hvis man vil have et
indblik i, hvordan det er at være almindelig kaffetørstende borger
i et land i krig.
No comments:
Post a Comment