Thursday, 27 December 2012

Dage på Café Younes


Jeg har i Beirut fået en ting, jeg aldrig har haft før: En stamcafé. Café Younes ligger fem minutters gang fra skolen, ud til en veltrafikeret gade og American University Hospital. Da jeg kom i dag for at få min morgenkaffe og skrive mine e-mails, kom tjeneren mig i forkøbet og spurgte, om jeg skulle have en cappucino som sædvanligt. Og så kom den med et lille smil i.


På min Café Younes er der træpaneler, store lysekroner, wienerstole og (nogle gange god) jazz i højttalerne. Om morgenen er der helt stille, og rundt omkring sidder folk med deres morgenkaffe og lektier eller laptops. Ved frokosttid er der fuld af larm og sygeplejersker og læger i hvide kitler, som kommer fra hospitalet for at spise deres frokost her. Jeg sidder altid på balkonen, hvor jeg kan kigge ud over caféen og ud til gaden, hvor smarte studerende, fattige lotterisælgere, gamle kvinder med hvide tørklæder og damer med klapvogne går forbi. På gaden glider trafikken actionfyldt forbi med biler og scootere ud og ind mellem hinanden, ivrigt båttende, men alligevel tålmodige.

Café Younes er, ud over at være min stamcafé, et lille stykke libanesisk historie i sig selv. Den, jeg kommer på, er en nyere gren, men den første Café Younes åbnede i Downtown Beirut i 1935. Det var før Libanon blev et selvstændigt land (1943). Hr. Younes havde været i Sydamerika og opdagede der god kaffe og bestemte, at han ville bringe den til libaneserne. Under borgerkrigen blev caféen i Downtown ødelagt og i nogle år var der ingen Café Younes til de kaffetørstende Beirut-borgere. Efter krigens afslutning i 1990 åbnede de igen, i Hamra og efterfølgende flere andre steder. Og så i 2006 blev caféen igen vidne til krig. Ejeren af Hamra-caféen mødte hver dag folk, der trods bomber skulle have deres daglige cappucino. Sammen med kaffen fik de sig en snak, og selv om han aldrig havde skrevet før, kastede han sig over blogskriveri på A Lebanese Café During the War. Her seks år efter krigen er det et spændende historisk dokument og værd at læse, hvis man vil have et indblik i, hvordan det er at være almindelig kaffetørstende borger i et land i krig.

No comments:

Post a Comment