Retræte

Solnedgang ved Dueklipperne.

Hele skolen tog på retræte sidste weekend. Jeg har endnu ingen billeder derfra, men jeg fandt et billede, der var tilsvarende i fredelighed fra Beiruts havnefront ved Dueklipperne.

Fredag kørte bussen afsted mod Dour el Schweir, en lille landsby oppe i bjergene over Beirut, hvor der ligger et evangelisk center, der fungerer som samlingssted for alle områdets protestanter. Det blev ødelagt og totalt røvet under borgerkrigen, og genopbygningen begyndte først i 1996. Det er et stille og smukt sted, og luften er en helt anden end Beiruts bilos. Dalen genlyder dog af skud fra de luftbøsser, som mændene og deres sønner bruger til at skyde småfugle med. Om de gør det for fornøjelsen/af kedsomhed eller for at få mad ved jeg ikke, men lyden af skuddene fungerede som en påmindelse midt i al freden om den ikke så fjerne drabelige virkelighed.

Weekenden var afsat til at komme hinanden nærmere i det åndelige fællesskab, som skolen også er. Og det var vildt spændende. Vi kommer fra alle mulige forskellige denominationer og traditioner, og det er en udfordring at finde hinanden i det åndelige. Lørdag morgen var der et panel på 6 personer,  både studerende og undervisere, som delte deres åndelige rejse - altså hvordan de var kommet til tro og hvordan deres tro har udviklet sig på godt og ondt. Derefter delte vi alle med hinanden i mindre grupper. Personlige historier slår på en eller anden måde prædikener.

Søndag morgen havde vi en taizé-inspireret gudstjeneste, og det var et skønt kaos. Projektoren drillede, alle sang på forskellige sprog, og vi havde bibellæsning på armensk, arabisk, hausa, dansk (undertegnede) og tysk. Plastikstolene skrabede, og Dr. Johnny gav en brændende prædiken om kirken som et skib fuld af kristne, der ikke behøver frygte. Arne Kappelgaard stod for nadveren, som vi delte stående i en stor cirkel på gulvet. Nadveren betyder meget her, fordi den forener alle os forskellige troende. Vi har alle mulige teologiske uenigheder - nogle ret alvorlige - men vi er enige om at mødes i nadveren. Og dermed i troen på Kristus. Det er ret stærkt.

Jeg vandt i øvrigt en konkurrence om at balancere et æg på en elpære ved hjælp af salt. Set i lyset af resten af weekendens intense åndelighed er jeg vis på, at Helligånden havde en finger med i spillet.