Ankommet til Beirut - krig og fred

Jeg er ankommet til Beirut, hvor jeg skal studere et semesters teologi på Near East School of Theology. Det er en skole, hvor unge mennesker fra Mellemøsten og Afrika uddannes til at blive protestantiske præster, og hvor altså også europæiske studerende som jeg kan tage et semester eller to for at få et indblik i, hvordan man driver dialogbaseret teologi i et multireligiøst samfund.

For Libanon -er- virkeligt multireligiøst. Jeg kendte ikke meget til landet, før jeg fandt ud af, at jeg skulle herned og måtte på Wikipedia for at tjekke, hvor landet helt præcist ligger (klemt inde mellem store Syrien og Israel mod syd). Nu forsøger jeg med tungen lige i munden at holde styr på alle de forskellige kirker og denominationer og sekter, både muslimske og kristne, der findes i Libanon: Maronitter, drusere, syriske kristne, armenske kristne, alle slags ortodokse, shia, sunni etc. Man plejer vist at tælle dem sammen til 20 trosretninger i alt. Næsten alle studerende, der ikke er fra Mellemøsten, går rundt med Robert Fisks 'Pity the Nation' under armen. Det er en mursten af en bog, der behandler borgerkrigen fra 1975-90 og hele dens optakt og problematikker. Den trækker tråde tilbage til både Holocaust og krigen mellem kristne og drusere i 1860, da Libanon stadig var et udflydende nationalt blandingssted på grænsen mellem Syrien og det forholdsvist uorganiserede Palæstina. Det siger noget om kompleksiteten i landets spændinger.

Men her er fredeligt nu, og her på skolen får jeg en fornemmelse af at være med i en bevægelse, der vil freden. Og den fred er ikke kun en kristen fred, for den er i et land som det her nødt til at opstå mellem religionerne. Ord som reconciliation og peacebuilding bliver brugt meget i samtalerne her på skolen, og på nogen kan det virke som floskler, men her refererer det til en uhyggeligt nær virkelighed. Det slår mig igen og igen, hvor kort tid siden det alligevel er, at borgerkrigen sluttede; jeg er ung, født i 1988, men alle unge her på min alder har oplevet krigen. Og selv om rigtigt mange bygninger er blevet genopbygget i Beirut, skal man ikke lede længe for at finde et hus med skudhuller i muren.

Krigen i Syrien er også meget tæt på. På vej i flyet fra Istanbul til Beirut sad jeg siden af en mand, som viste sig at være syrer. Da han sagde det, mistede jeg mælet, for jeg havde lyst til at fortælle ham, at krigen gjorde mig ondt eller at jeg beder for folk i hans land, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord. Og det gik op for mig, at jeg heller ikke kunne vide, hvilken side han var på, forenklet sagt. Som han sad der ved siden af mig, blev også den pågående krig meget virkelig. Eller, egentligt, bare virkelig.