Om teologi og perspektiv

Jeg har haft mine første timer i alle mine fag, og jeg glæder mig ikke mindre end før til at komme rigtigt i gang. Udvekslingsprogrammet består af et islam-fag (jeg tager to – Introduction to Islam og Islam in the Modern World) og et fag om kristne kirker i Mellemøsten, Contemporary Eastern Churches. Sidstnævnte nåede allerede på 2x50 minutter at skubbe til min teologiforståelse eller i hvert fald at skubbe til mit perspektiv. Gøre det lidt bredere.

For det første er det svimlende, at vi i faget skal dække omkring 10 forskellige kirkesamfund, som alle sammen er anerkendte i Libanon, et land, der vel at mærke er mindre end Jylland. Hvert kirkesamfund har sit eget retssystem, som dækker ægteskab, arveret og adskillige andre ting (jeg har endnu ikke fået det præcise overblik).

For det andet er tilgangen til kirkehistorie en noget anden. Som professor George Sabra siger: I Mellemøsten har man en stærk hukommelse. Derfor gør for eksempel korstogene stadig ondt på mange. Det er svært at forestille sig, at vi stadig bar rundt på reformationssår (omend Vatikanet vist for nyligt foreslog, at begge parter på 500-års-jubilæet skulle sige undskyld). Denne tilgang til folkehukommelse giver også en anden forståelse af konflikterne i regionen. Man glemmer ikke bare, hvis forfædre slog hvis forfædre ihjel. Det skaber en helt anden aktualitet for kirkehistorie som fag – for alt, hvad man siger om historien, skaber nutiden. Dette gælder selvfølgelig også teoretisk set i Vesten, men her er det blodig virkelighed. Således bliver det tørre stof, jeg har lært om synoderne og kirkemøderne, meget aktuelt her, fordi for eksempel mødet i Efesos 451 skabte flere af de udbryderkirker, som i dag dominerer det kristne liv i Mellemøsten. Og de holder stadig fast i de doktriner, som fik dem til at bryde ud (omend den assyriske kirke ikke mener, at Kristus har to personer – det var vist en sproglig misforståelse af en art).

Derudover er de langt mere optaget af, hvem der er ”tættest på Jesus”, en ting, der ikke fylder så meget i Norden, fordi vi godt ved, at vi er meget langt fra ham, oprindelsesmæssigt. Ord får en afgørende betydning, for kalder man kirken indtil 300-tallet noget andet end East Roman Church, altså kirken i det østromerske rige, har man allerede taget stilling – og dermed givet forrang til en kirkeretning frem for en anden. I det hele taget har ord en afgørende betydning i den her del af verden, fordi befolkningssammensætningen er så broget, at man nemt træder nogen over tæerne. Homogeniteten i Danmark gør det meget nemt for os at være afslappede i sproget – også teologisk.

En anden interessant ting dukkede op på skemaet over kirkernes indbyrdes familieforbindelser. Her ligger den protestantiske kirke under den romerske som en udbryderkirke. Det er naturligvis helt korrekt, men man er i Norden ikke vant til at høre det på den måde. Som om vi ikke var verdens centrum, og som om Reformationen ikke ændrede hele verden.

Jeg forudser, mit perspektiv vil blive skubbet yderligere de næste fire måneder. Et lille stykke hver uge.