Det hellige mysterie i den assyriske kirke

Den assyriske domkirke i Beirut. Foto: Arne Kappelgaard

 I dag var vi til messe i den assyriske kirke. Det var et field trip som en del af kurset Contemporary Eastern Churches, og vi mødtes efterfølgende med præsten for at stille spørgsmål og drikke stærk arabisk kaffe.

Dr. George Sabra (president på NEST), den assyriske præst og hans tolk.

Den assyriske kirke har en historisk særstatus på mange måder. Gudstjenesten foregår på syriakisk, et sprog, der ligger meget tæt på aramæisk, som var hovedsproget i regionen for 2000 år siden og dermed formentligt det sprog, Jesus har talt. Derudover var kirken den første til at skille sig ud fra den østlige hovedkirke i Efesos i 431, da biskopperne og patriarkerne ikke kunne enes om, hvorvidt Kristus var to naturer i én person eller to naturer og to personer, og hvorvidt Maria var Gudsføderske eller Kristusføderske. Den assyriske kirke fulgte Nestorios, hvis holdninger om Kristi to personer i Efesos blev dømt kætterske. Kirken har siden da holdt messe med en nogenlunde uændret liturgi, gennem de første cirka tusind år med hovedsæde i Irak, herefter spredt ud over verden, blandt andet nu i Libanon. Patriarken, Catholicos Mar Denkha, bor i Chicago.

Messen startede 8.30, men vi ankom først kvart i ni. Dørene ind til den lille kirke stod vidt åbne (de kalder den the cathedral, men den er ikke større end en dansk landsbykirke), og der var stadig halvtomt, da vi trådte ind. Kvinder til venstre med deres blondetørklæder over håret, mænd til højre. Flere af kvinderne havde souvenirtørklæder fra Lourdes med den hellige jomfru og L O U R D E S smukt broderet på det hvide tyl. Tildækningen var ikke forkrampet; mange tørklæder faldt ned og måtte rettes på, og kvinden foran os lod sin lille pige prøve sit tørklæde og lege voksen dame for et øjeblik. Det virkede som om, at tørklæderne ikke var der for at skjule noget, men for at vise ærbødighed for det hellige, der udspillede sig foran alteret.

Tørklæder til låns for de glemsomme. Foto: Arne Kappelgaard

 Deroppe stod præsten og hans to diakoner og udførte mysteriet. De messede på syriakisk og gik frem og tilbage i en nøje indstuderet hellig koreografi. Jeg ved ikke, om der var nogen tilhørere overhovedet, da messen startede, men det ville ikke gøre noget, hvis der ikke var. Forståelsen af det hellige mysterium er sådan, at messefald ikke er en mulighed.

Vi havde på forhånd fået udleveret en engelsk oversættelse af messen, og det hjalp os til i hvert fald at have snerten af en fornemmelse af, hvad der foregik. Da vi fangede navnet Pontius Pilatus, vidste vi, vi befandt os i trosbekendelsen, og hver gang der blev sunget ”Qadisha”, som både findes på hebraisk og arabisk, kunne vi finde det næste sted i messen, hvor der var noget med ”...holy...”.

Jeg ville gerne have haft tid til at snakke med nogle af de almindelige kirkegængere for at høre, hvad de forstod og hvordan. De fleste taler syriakisk, men selv i den engelske oversættelse var meget mystisk. Det var ikke uforståelige ord eller vendinger, men det var liturgi på et langt højere plan, end jeg er vant til at skulle dechifrere. Og måske er der netop en pointe der; at det ikke kun var mystisk for os ikke-syriakisk-forstående, men for alle. Og at det hellige er sådan – mystisk og indsvøbt i røgelse.

Vi blev budt velkomne til at deltage i nadveren, hvilket ikke er nogen selvfølge – det er den eneste, af de kirker, vi skal på field trip til, som har såkaldt åbent alterbord. Med tørklæde over håret modtog jeg brødet i hul hånd, slog korsets tegn og blev vinket hen til den fælles kalk, som diakonen tørrer og drejer en omgang for hver slurk. Det var noget velkomment hjemligt i den fremmede messe. En påmindelse om, at vi mødes om det samme centrum.

Gruppebillede. Foto: Arne Kappelgaard

På vej tilbage fra nadveren stod en stor kurv med søde brød pakket separat, som man kunne tage. Det var fra familien, som havde mistet en søn. De mindedes ham på 40-dages-dagen for hans død og stod i en række i våbenhuset for at tage imod menighedens kondolencer. Også jeg trykkede deres hænder og gav det internationale nik og blik for medfølelse. Bagefter inviterede de på morgenmad i kirkens fællesrum (man spiser ikke før nadveren, den skal være det første, der kommer i kroppen om søndagen) med arabiske fladbrød, æg, ost, te og ubestemmelige smørbare substanser. Til lyden af plastikstole på linoleumsgulv førte jeg en slags samtale med en af præsterne, der kun kunne arabisk. Han fik forklaret mig, at et af smørepålæggene var lavet af korn og smør – det sidste udtrykt ved et højlydt glædesudbrud over at kunne sige noget klart: ”LURPAK!”. Så grinede vi, og da vi gik, kunne jeg hilse ham med et af mine få udtryk på arabisk: Masalama - gå med fred.