Akademia og åndelighed

En af de ting, der adskiller teologistudierne her meget tydeligt fra teologistudierne derhjemme, er den åndelige del af uddannelsen.

I studiehåndbogen, som man får, når man starter (den er fra 1998, de har ikke lige fået lavet nye siden), står der, at det forventes, at studerende på Near East School of Theology forventes at tage del i ”devotional activities on a regular basis”. Således har vi hver dag klokken ti minutter over tolv en tyve minutters chapel service, en lille andagt inden middag, som det forventes, at man deltager i, selv om det ikke er direkte påkrævet. Om to uger tager vi på en weekend-retræte, hvor fokus vil være på det åndelige fællesskab frem for det akademiske.

For en dansk teolog kan det lyde nærmest skræmmende at blande åndelighed ind i det akademiske liv. Jeg var forberedt på, at det formentlig ville være en udfordring for mig nogle gange – og jeg glædede mig til det. Men det har vist sig, at det ikke rigtigt er en sammenblanding, så meget som det åndelige er en tilføjelse til det akademiske liv. Bortset fra en enkelt undervisningstime, som underviseren indledte med en bøn, er det akademiske ret strengt akademisk. Skolen går meget op i at være en akademisk institution, der udbyder master- og ph.d.-programmer, som er fuldt meritgivende på andre universiteter – noget, der ikke er en selvfølge på præsteuddannelser. Men samtidig er det netop en præsteuddannelse, og derfor er det åndelige liv en naturlig del af hverdagen og af uddannelsen. Som det kan lyde skræmmende for en dansk teolog at blande åndelighed ind i det akademiske liv, således gyser de ved tanken om en teologiuddannelse uden åndelighed.

Og jeg forstår dem godt. Jeg har i denne første uge virkeligt nydt hver dag at synge salmer og sange, læse i Bibelen (ofte veksellæsning mellem kapellanen og tilhørerne) og bede i fællesskab med mine medstuderende. Det giver en særlig klangbund til studierne, og det fylder mig op. Og så klinger det sandt i mig, når det ikke bliver en modsætning til det akademiske; når kapellanen beder Gud om, at vi må få visdom til at ”discern” (et ord, jeg har svært ved at finde på dansk).

Min begejstring for det åndelige liv her får mig ikke til at ønske, at det var sådan på fakultetet i København. Så meget er anderledes i situationen og i uddannelsen, og jeg er ikke sikker på, jeg ville synes om det tilsvarende på enhver præsteuddannelse – det kræver en helt særlig rettethed mod økumeni og mod rummelighed og mod at finde et fælles ståsted. I stedet vil jeg tage det til mig, mens jeg er her, og nyde at have et semester, hvor jeg både får åndelig og akademisk føde. Det er noget helt særligt.