Efter 36-timers-grænsen

Nu er Beirut ved at være tilbage til normal igen. Der var pistolmænd i gaderne natten til i går, men militæret slog hårdt ned på dem og har været stærkt tilstede i gaderne. Og det virker godt. Så nu bevæger vi os frit rundt, selvfølgelig med et åbent øje.

Avisen Daily Star har været den hovedsaglige informationskilde de sidste par dage. Det er en morgenavis med en journalistisk kvalitet, jeg som dansker kun kan være misundelig over. I går bragte de en kommentar af Rami Khoury, som rammer ned i det, jeg skrev om i lørdags: Det mærkelige/frustrerende i at medierne insisterer på hysteriet og sensationen. Og så rammer han meget præcist med denne sætning:

"Top-level political assassinations and instant street clashes that would shatter most other countries are taken in stride by most Lebanese, who stay home for 36 hours and then resume their normal life routines."

Vi blev også hjemme i 36 timers tid, og nu er livet normalt igen - så normalt det nu er i Beirut. I får hele artiklen her (direkte link):

Lebanon's troubles don't include civil war
Following events in Lebanon from the United States, as I have done during the past week, leaves one with the impression that most media in the U.S. are eager to see a resumption of the devastating and wasteful civil war that ravaged Lebanon for 15 years until 1990. Virtually every story on Lebanon is framed in the lens of the possible return to sectarian civil strife as a result of the spillover of the Syrian conflict.

The reality seems rather different to me, despite the many weaknesses and dysfunctional aspects of Lebanese governance. The international press corps and many in the political classes should wise up and see the country as something more than a bomb waiting to explode repeatedly.

The political tensions and a handful of local clashes following the assassination last Friday of Internal Security Forces Intelligence Bureau head Brig. Gen. Wissam al-Hasan reflected a tragic but rather routine sequence of sentiments and events, in this country where political assassinations have occurred regularly for half a century.

Millions of Lebanese instantly feared a recurrence of the serial political killings that followed the assassination of the late Prime Minister Rafik Hariri in early 2005. Some took to the streets to express themselves in the time-tested manner of burning tires and blocking a few streets.

At the Hasan funeral Sunday, the weaknesses and amateurism of some Lebanese politicians surfaced. Understandably angry members of the March 14 coalition in opposition fired up the crowd by demanding the resignation of the government of Prime Minister Najib Mikati.

Former Prime Minister Fouad Siniora, normally a rational man who shouldered the responsibility of power with great dignity and resolve in the difficult years following the Hariri assassination, succumbed to a moment of reckless silliness when he said Sunday that Mikati’s Cabinet was a “government of assassination,” given the numerous assassinations that occurred during the years when March 14 and Siniora ran the government.

His and other fiery statements prompted a small crowd of excited youth to try and storm the government headquarters in central Beirut, and they were quickly dispersed by some forceful work by the internal security forces.

After this incident, senior March 14 leaders, including former Prime Minister Saad Hariri, called for calm, insisting that their desire to topple the government should be achieved through peaceful and democratic means. So they are now boycotting all contacts with the government, which is most unimpressive.

While most media coverage of Lebanon that I have seen in the U.S. tends to fall into narrative and hysterical categories that describe clashes and see them in the context of possibly returning to civil war, my sense is that the historian’s perspective of identifying new trends and political factors is much more useful today to grasp what is going on in Lebanon.

In this context, the bottom line from the last week’s events suggests to me that the politicians’ irresponsible emotionalism and the public’s instant worries are both routine developments that have recurred in Lebanon for many decades, unfortunately. Top-level political assassinations and instant street clashes that would shatter most other countries are taken in stride by most Lebanese, who stay home for 36 hours and then resume their normal life routines.

There will not be a return to civil war because the most important new development in Lebanon in recent years – since February 2005 to be exact – is a more determined attitude and enhanced capabilities on the part of the central government in the face of the stresses that often threaten to tear Lebanese society apart. The principal political actors in Lebanon have had numerous opportunities to resume serious fighting in recent years, and every time have pulled back from the brink in order to refrain from the path of civil war. In the past three years, the armed forces and internal security have acted much more forcefully and quickly to stop local clashes from growing or spreading, and the National Dialogue committee presents an opportunity for all parties to seek a route toward stable and sensible governance.

The presidency of Michel Sleiman also offers a more activist touch, while the forensic investigative capabilities of the Internal Security Forces continue to improve, as seen by the successful interception of the alleged plan by former Minister Michel Samaha to bring explosives from Syria to destabilize Lebanon, and the detection of Israeli espionage rings. The Special Tribunal for Lebanon that has investigated and will try those accused of killing Rafik Hariri is another new element in the young drive to stop the legacy of political violence.

These and other factors probably explain why Hasan was killed by some party that does not want Lebanon to achieve a strong indigenous capability to investigate and put a stop to political crimes. Whether that party is in Syria, Lebanon, Israel or elsewhere remains to be seen.

Rami G. Khouri is published twice weekly by THE DAILY STAR. He tweets @RamiKhouri.

Lydbid fra den assyriske messe

Pastor Arne Kappelgaard var så venlig at låne mig sine piratoptagelser fra den assyriske kirke, som vi besøgte forrige søndag. De er taget i lommen, så der er kun lyd, men lyden er til gengæld udmærket og giver en god fornemmelse af den assyriske messe. Det er præsten og hans diakoner, der messer, og et pigekor, der leder menigheden i korsvarene. Jeg er ikke sikker på, hvor i messen vi er. Hvis I lukker øjnene og forestiller jer duften af røgelse og en tætpakket kirke (skulder mod skulder) og et stort forhæng og flotte liturgiske klæder, så er det næsten som at være der selv.

En bombe / At holde vejret / Medier

I nat har jeg for en gangs skyld fået en god nats søvn. Fredag nat plejer at være fyldt med baspumpende blærebiler og hurtige motorcykler, men når en bombe eksploderer og dræber en højtstående person, der åbent har kritiseret Syrien og Hezbollah, så forholder byen sig i ro.

Det er lidt specielt at være her nu. Ingen, vi kender, var i nærheden, og vi løber ikke rundt i panik, overhovedet, men byen forandrer sig en lille smule, når sådan noget sker. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse danske aviser, fordi nettet er overbelastet af alle de beroligende e-mails, der skal sendes rundt, men jeg forestiller mig, at det på en eller anden måde virker mere virkeligt, når man sidder hjemme i Danmark, fordi man er vant til at se bomber fra Mellemøsten og placere det i en særlig kategori, som er chokerende, men meget langt fra hjemme. Når man er 4 kilometer væk fra bomben og sågar var i nærheden af stedet om formiddagen, virker det straks lidt mere uvirkeligt. Og nyhedsbillederne kan ikke længere placeres i kategorien ”Bomber langt væk i en håbløs region”.

Vi ved endnu ikke så meget helt konkret bortset fra dødstal og antal sårede (som hele tiden bevæger sig op og ned). Og så hvem målet for attentatet var. Der er flere, der i aviserne i dag kræver, at premierministeren træder tilbage, fordi han har nære forbindelser til Hezbollah og Syrien. Men det er så komplekst, at jeg ikke helt kan holde styr på, hvordan det hænger sammen. Og der er ingen, der helt ved, hvad de mulige konsekvenser af attentatet og de efterfølgende beskyldninger er. Det er i hvert fald, som om Libanon holder vejret, mens diplomaterne arbejder på højtryk for at regne ud, hvordan landet kan undgå at blive inddraget yderligere i konflikten. Måske har de høje hoteller, der har stået tomme og hullede og vinduesløse i 22 år siden borgerkrigens afslutning, alligevel en eller anden funktion, fordi de minder om, hvilken vej landet ikke vil igen. Spørgsmålet er, om storebror Syrien er enig.

Tilføjelse: Nu fik jeg endelig adgang til Politiken.dk og kan se, at de flere steder nævner, at bomben kan ”puste til en konflikt mellem Hezbollah og de kristne”. Det matcher ikke de oplysninger, vi her får omkring landets politiske situation. Vi havde en introduktion til Libanons historie og politiske situation i går ved dr. George Sabra, og jeg tror ikke, han ville sige, at der er en konflikt mellem Hezbollah og de kristne at puste til som sådan. I hvert fald ikke på den måde, som det tolkes i danske øren. Borgerkrigen mellem 1975 og 1990 var et virvar af komplekse konflikter på kryds og tværs, og særligt var der den store konflikt mellem muslimer og kristne. Efter borgerkrigen har situationen imidlertid ændret sig, og konfliktgrænsen ligger nu i højere grad mellem sunni- og shia-muslimer (hvilket er tilfældet i hele regionen). De kristne fordeler sig på begge sider politisk. Det er en god politisk joke i Libanon at spørge en kristen, om han er sunni- eller shia-kristen. Jeg bemærker også, at Politiken fremhæver, at bomben sprang i det kristne kvarter, men jeg er altså ikke sikker på, at jeg vil tillægge dette den største betydning. Vigtigere er det, at bomben sprang nær 14. marts-gruppens kvarter og at den dræbte denne politiker, som altså er sunni-muslim. For at perspektivere kan jeg sige, at NEST, hvor jeg studerer, ligger i det sunni-muslimske kvarter i Beirut – og det er altså en protestantisk præsteuddannelse. Man ved godt, hvilke kvarterer der har hvilken religion, men jeg tror, jeg vil vove at sige, at det ikke har den betydning, som Politiken forsøger at lade det med. Der er masser af konflikter og spændinger at tage af i Beirut, men det er virkeligt nødvendigt at holde hovedet koldt for at spotte, hvilke der bliver aktiveret hvornår. Og lige nu er det ikke de kristne, der er truede, men dem, der åbent kritiserer Syrien og Hezbollah – uanset hvilken religion, man så har.

Billeder fra et mindre renskuret Beirut

En ven kommenterede på billederne fra sidste post, at byen så noget renskuret ud. Det ville være meget forkert at sige om Beirut. Der er ingen små skraldespande på gaden. Til gengæld står der på hvert andet hjørne en hær af åbne, grønne containere, som folk smider deres husholdningsaffald i. Ofte kravler fattige voksne og børn rundt i dem for at finde noget brugbart eller spiseligt. Det, der ikke kan bruges, ender på gaden. Man tager det i det hele taget ikke så tungt med skrald her. Der er heller ingen genbrugsbutikker, og jeg tror, der er en sammenhæng der. Jeg fortalte sidst om soldaten uden for skolen, og der knytter sig en skraldehistorie til ham. Professor Awwad fortalte, at før soldaten blev opstillet dernede, var et hjørne af parkeringspladsen foran skolen beregnet til de grønne containere. Skolen blev ved med at klage til kommunen over udsigten og lugten af skrald, men der skulle altså en militær tilstedeværelse til for at få dem fjernet.

Armensk mekaniker (se skriften).

Vi var en tur i det armenske kvarter for et par uger siden. Der er en stor armensk diaspora i landet. Efter folkemordet i 1915 flygtede mange til Syrien, og i slutningen af 1930'erne måtte de igen flygte videre til Libanon - jeg har endnu ikke helt forstået de historiske fakta om hvorfor.

Ledninger.

 

Jesus.

  

Mekanikere (de stillede glade op til foto og bød mig på kaffe eller te, men jeg skulle hjem.)

Fugle i bur på bil.

Mænd i arbejde.

Billedtid

Et træ på AUBs campus og Middelhavet i baggrunden

Jeg har været nede hos fotohandleren på hjørnet og hente mine billeder fra de første uger. Det tog et par dage, før jeg fandt ud af, hvor man kunne købe film, så jeg har beklageligvis ingen billeder fra udflugten over Mount Lebanon til Anjaar. Jeg har endnu ikke fundet et sted, hvor man kan købe engangskameraer, så dem har jeg måttet importere fra Danmark. Der er altså i hvert fald ét punkt, hvor Libanon er håbløst moderne.

Indgangen til NEST fra Sourati Street

Skolen er en 8 (eller 9?) etager høj betonklods - og minus 3 etager nedad, måske flere. I bunden er undervisningslokalerne, biblioteket, administrationen, cafeteriaet og dagligstuen. På tredje sal bor de unge mænd, på fjerde sal de unge kvinder. Jeg har endnu til gode at vide, hvad der er på resten af etagerne bortset fra lejligheder til underviserne. I kælderen er der et stort auditorium og en sportshal og et beskyttelsesrum.

Udsigten fra min balkon

Hele døgnet rundt kan jeg høre larmen fra gaden. Om dagen bygger importerede arbejdere på Beiruts betonfremtid, og om natten kører seje fyre forbi på motorcykel, uden hjelm. Det gik op for mig for et par dage siden, at jeg i mine fire år med kørekort endnu ikke har brugt båthornet, men jeg ved nu, at havde jeg været libaneser, havde sagen været en anden. De har lært det.

Lige uden for NEST er et lille skur med køjer og uden for det et lille soldaterhus. Her sidder der døgnet rundt en doven soldat med sit gevær og holder øje. Lige bagved bygningen til venstre bor nemlig en dommer fra det internationale tribunal, som behandler mordet på Rafik Hariri. Den militante tilstedeværelse er underlig, og det er mærkeligt at se en person med våben sidde og kede sig på den gennemdovne måde, som er normen her, men de gør vist kvarteret mere sikkert på en eller anden måde. Jeg ville fotografere det, hvis jeg måtte.

Løbebanen på AUB

American University of Beirut ligger lige om hjørnet. At gå ind på deres campus er at komme ind i en anden verden. Det er meget meget flot - og det er pumpet fuldt af amerikanske penge. Jeg er glad for at være ude i det rigtige, beskidte Beirut, men jeg er også glad for at kunne løbe rundt på AUBs løbebane med udsigt over Middelhavet. Om aftenen, når det er koldt nok til at løbe, er banen mest af alt fyldt med familier og midaldrende mennesker i træningstøj, der afslappet traver afsted på banen og snakker med deres vandflasker i hånden. Vi er kun få, der løber. Der er snart Beirut Marathon, og i modsætning til i København er det en altomfavnende folkefest. På den samme dag er der alle mulige distancer, og alle er med i det tempo, de kan. Også kvinder med deres klapvogne. Og alle de andre.

Cornichen

Langs med vandet 7 minutter fra skolen er Cornichen, den lange boardwalk langs med vandet. Fredag og lørdag aften er der fuldt af kærestepar, familier med børn og unge løver, der promenerer og kommer med tilråb. Der bliver solgt candyfloss og frugt og brød fra små vogne. På andre dage er det det samme, bare med lidt færre mennesker. Der er mænd, der fisker og springer i vandet fra klipperne, men dem fangede jeg desværre ingen af.

Det hellige mysterie i den assyriske kirke

Den assyriske domkirke i Beirut. Foto: Arne Kappelgaard

 I dag var vi til messe i den assyriske kirke. Det var et field trip som en del af kurset Contemporary Eastern Churches, og vi mødtes efterfølgende med præsten for at stille spørgsmål og drikke stærk arabisk kaffe.

Dr. George Sabra (president på NEST), den assyriske præst og hans tolk.

Den assyriske kirke har en historisk særstatus på mange måder. Gudstjenesten foregår på syriakisk, et sprog, der ligger meget tæt på aramæisk, som var hovedsproget i regionen for 2000 år siden og dermed formentligt det sprog, Jesus har talt. Derudover var kirken den første til at skille sig ud fra den østlige hovedkirke i Efesos i 431, da biskopperne og patriarkerne ikke kunne enes om, hvorvidt Kristus var to naturer i én person eller to naturer og to personer, og hvorvidt Maria var Gudsføderske eller Kristusføderske. Den assyriske kirke fulgte Nestorios, hvis holdninger om Kristi to personer i Efesos blev dømt kætterske. Kirken har siden da holdt messe med en nogenlunde uændret liturgi, gennem de første cirka tusind år med hovedsæde i Irak, herefter spredt ud over verden, blandt andet nu i Libanon. Patriarken, Catholicos Mar Denkha, bor i Chicago.

Messen startede 8.30, men vi ankom først kvart i ni. Dørene ind til den lille kirke stod vidt åbne (de kalder den the cathedral, men den er ikke større end en dansk landsbykirke), og der var stadig halvtomt, da vi trådte ind. Kvinder til venstre med deres blondetørklæder over håret, mænd til højre. Flere af kvinderne havde souvenirtørklæder fra Lourdes med den hellige jomfru og L O U R D E S smukt broderet på det hvide tyl. Tildækningen var ikke forkrampet; mange tørklæder faldt ned og måtte rettes på, og kvinden foran os lod sin lille pige prøve sit tørklæde og lege voksen dame for et øjeblik. Det virkede som om, at tørklæderne ikke var der for at skjule noget, men for at vise ærbødighed for det hellige, der udspillede sig foran alteret.

Tørklæder til låns for de glemsomme. Foto: Arne Kappelgaard

 Deroppe stod præsten og hans to diakoner og udførte mysteriet. De messede på syriakisk og gik frem og tilbage i en nøje indstuderet hellig koreografi. Jeg ved ikke, om der var nogen tilhørere overhovedet, da messen startede, men det ville ikke gøre noget, hvis der ikke var. Forståelsen af det hellige mysterium er sådan, at messefald ikke er en mulighed.

Vi havde på forhånd fået udleveret en engelsk oversættelse af messen, og det hjalp os til i hvert fald at have snerten af en fornemmelse af, hvad der foregik. Da vi fangede navnet Pontius Pilatus, vidste vi, vi befandt os i trosbekendelsen, og hver gang der blev sunget ”Qadisha”, som både findes på hebraisk og arabisk, kunne vi finde det næste sted i messen, hvor der var noget med ”...holy...”.

Jeg ville gerne have haft tid til at snakke med nogle af de almindelige kirkegængere for at høre, hvad de forstod og hvordan. De fleste taler syriakisk, men selv i den engelske oversættelse var meget mystisk. Det var ikke uforståelige ord eller vendinger, men det var liturgi på et langt højere plan, end jeg er vant til at skulle dechifrere. Og måske er der netop en pointe der; at det ikke kun var mystisk for os ikke-syriakisk-forstående, men for alle. Og at det hellige er sådan – mystisk og indsvøbt i røgelse.

Vi blev budt velkomne til at deltage i nadveren, hvilket ikke er nogen selvfølge – det er den eneste, af de kirker, vi skal på field trip til, som har såkaldt åbent alterbord. Med tørklæde over håret modtog jeg brødet i hul hånd, slog korsets tegn og blev vinket hen til den fælles kalk, som diakonen tørrer og drejer en omgang for hver slurk. Det var noget velkomment hjemligt i den fremmede messe. En påmindelse om, at vi mødes om det samme centrum.

Gruppebillede. Foto: Arne Kappelgaard

På vej tilbage fra nadveren stod en stor kurv med søde brød pakket separat, som man kunne tage. Det var fra familien, som havde mistet en søn. De mindedes ham på 40-dages-dagen for hans død og stod i en række i våbenhuset for at tage imod menighedens kondolencer. Også jeg trykkede deres hænder og gav det internationale nik og blik for medfølelse. Bagefter inviterede de på morgenmad i kirkens fællesrum (man spiser ikke før nadveren, den skal være det første, der kommer i kroppen om søndagen) med arabiske fladbrød, æg, ost, te og ubestemmelige smørbare substanser. Til lyden af plastikstole på linoleumsgulv førte jeg en slags samtale med en af præsterne, der kun kunne arabisk. Han fik forklaret mig, at et af smørepålæggene var lavet af korn og smør – det sidste udtrykt ved et højlydt glædesudbrud over at kunne sige noget klart: ”LURPAK!”. Så grinede vi, og da vi gik, kunne jeg hilse ham med et af mine få udtryk på arabisk: Masalama - gå med fred.

Akademia og åndelighed

En af de ting, der adskiller teologistudierne her meget tydeligt fra teologistudierne derhjemme, er den åndelige del af uddannelsen.

I studiehåndbogen, som man får, når man starter (den er fra 1998, de har ikke lige fået lavet nye siden), står der, at det forventes, at studerende på Near East School of Theology forventes at tage del i ”devotional activities on a regular basis”. Således har vi hver dag klokken ti minutter over tolv en tyve minutters chapel service, en lille andagt inden middag, som det forventes, at man deltager i, selv om det ikke er direkte påkrævet. Om to uger tager vi på en weekend-retræte, hvor fokus vil være på det åndelige fællesskab frem for det akademiske.

For en dansk teolog kan det lyde nærmest skræmmende at blande åndelighed ind i det akademiske liv. Jeg var forberedt på, at det formentlig ville være en udfordring for mig nogle gange – og jeg glædede mig til det. Men det har vist sig, at det ikke rigtigt er en sammenblanding, så meget som det åndelige er en tilføjelse til det akademiske liv. Bortset fra en enkelt undervisningstime, som underviseren indledte med en bøn, er det akademiske ret strengt akademisk. Skolen går meget op i at være en akademisk institution, der udbyder master- og ph.d.-programmer, som er fuldt meritgivende på andre universiteter – noget, der ikke er en selvfølge på præsteuddannelser. Men samtidig er det netop en præsteuddannelse, og derfor er det åndelige liv en naturlig del af hverdagen og af uddannelsen. Som det kan lyde skræmmende for en dansk teolog at blande åndelighed ind i det akademiske liv, således gyser de ved tanken om en teologiuddannelse uden åndelighed.

Og jeg forstår dem godt. Jeg har i denne første uge virkeligt nydt hver dag at synge salmer og sange, læse i Bibelen (ofte veksellæsning mellem kapellanen og tilhørerne) og bede i fællesskab med mine medstuderende. Det giver en særlig klangbund til studierne, og det fylder mig op. Og så klinger det sandt i mig, når det ikke bliver en modsætning til det akademiske; når kapellanen beder Gud om, at vi må få visdom til at ”discern” (et ord, jeg har svært ved at finde på dansk).

Min begejstring for det åndelige liv her får mig ikke til at ønske, at det var sådan på fakultetet i København. Så meget er anderledes i situationen og i uddannelsen, og jeg er ikke sikker på, jeg ville synes om det tilsvarende på enhver præsteuddannelse – det kræver en helt særlig rettethed mod økumeni og mod rummelighed og mod at finde et fælles ståsted. I stedet vil jeg tage det til mig, mens jeg er her, og nyde at have et semester, hvor jeg både får åndelig og akademisk føde. Det er noget helt særligt.

Om teologi og perspektiv

Jeg har haft mine første timer i alle mine fag, og jeg glæder mig ikke mindre end før til at komme rigtigt i gang. Udvekslingsprogrammet består af et islam-fag (jeg tager to – Introduction to Islam og Islam in the Modern World) og et fag om kristne kirker i Mellemøsten, Contemporary Eastern Churches. Sidstnævnte nåede allerede på 2x50 minutter at skubbe til min teologiforståelse eller i hvert fald at skubbe til mit perspektiv. Gøre det lidt bredere.

For det første er det svimlende, at vi i faget skal dække omkring 10 forskellige kirkesamfund, som alle sammen er anerkendte i Libanon, et land, der vel at mærke er mindre end Jylland. Hvert kirkesamfund har sit eget retssystem, som dækker ægteskab, arveret og adskillige andre ting (jeg har endnu ikke fået det præcise overblik).

For det andet er tilgangen til kirkehistorie en noget anden. Som professor George Sabra siger: I Mellemøsten har man en stærk hukommelse. Derfor gør for eksempel korstogene stadig ondt på mange. Det er svært at forestille sig, at vi stadig bar rundt på reformationssår (omend Vatikanet vist for nyligt foreslog, at begge parter på 500-års-jubilæet skulle sige undskyld). Denne tilgang til folkehukommelse giver også en anden forståelse af konflikterne i regionen. Man glemmer ikke bare, hvis forfædre slog hvis forfædre ihjel. Det skaber en helt anden aktualitet for kirkehistorie som fag – for alt, hvad man siger om historien, skaber nutiden. Dette gælder selvfølgelig også teoretisk set i Vesten, men her er det blodig virkelighed. Således bliver det tørre stof, jeg har lært om synoderne og kirkemøderne, meget aktuelt her, fordi for eksempel mødet i Efesos 451 skabte flere af de udbryderkirker, som i dag dominerer det kristne liv i Mellemøsten. Og de holder stadig fast i de doktriner, som fik dem til at bryde ud (omend den assyriske kirke ikke mener, at Kristus har to personer – det var vist en sproglig misforståelse af en art).

Derudover er de langt mere optaget af, hvem der er ”tættest på Jesus”, en ting, der ikke fylder så meget i Norden, fordi vi godt ved, at vi er meget langt fra ham, oprindelsesmæssigt. Ord får en afgørende betydning, for kalder man kirken indtil 300-tallet noget andet end East Roman Church, altså kirken i det østromerske rige, har man allerede taget stilling – og dermed givet forrang til en kirkeretning frem for en anden. I det hele taget har ord en afgørende betydning i den her del af verden, fordi befolkningssammensætningen er så broget, at man nemt træder nogen over tæerne. Homogeniteten i Danmark gør det meget nemt for os at være afslappede i sproget – også teologisk.

En anden interessant ting dukkede op på skemaet over kirkernes indbyrdes familieforbindelser. Her ligger den protestantiske kirke under den romerske som en udbryderkirke. Det er naturligvis helt korrekt, men man er i Norden ikke vant til at høre det på den måde. Som om vi ikke var verdens centrum, og som om Reformationen ikke ændrede hele verden.

Jeg forudser, mit perspektiv vil blive skubbet yderligere de næste fire måneder. Et lille stykke hver uge.

Ankommet til Beirut - krig og fred

Jeg er ankommet til Beirut, hvor jeg skal studere et semesters teologi på Near East School of Theology. Det er en skole, hvor unge mennesker fra Mellemøsten og Afrika uddannes til at blive protestantiske præster, og hvor altså også europæiske studerende som jeg kan tage et semester eller to for at få et indblik i, hvordan man driver dialogbaseret teologi i et multireligiøst samfund.

For Libanon -er- virkeligt multireligiøst. Jeg kendte ikke meget til landet, før jeg fandt ud af, at jeg skulle herned og måtte på Wikipedia for at tjekke, hvor landet helt præcist ligger (klemt inde mellem store Syrien og Israel mod syd). Nu forsøger jeg med tungen lige i munden at holde styr på alle de forskellige kirker og denominationer og sekter, både muslimske og kristne, der findes i Libanon: Maronitter, drusere, syriske kristne, armenske kristne, alle slags ortodokse, shia, sunni etc. Man plejer vist at tælle dem sammen til 20 trosretninger i alt. Næsten alle studerende, der ikke er fra Mellemøsten, går rundt med Robert Fisks 'Pity the Nation' under armen. Det er en mursten af en bog, der behandler borgerkrigen fra 1975-90 og hele dens optakt og problematikker. Den trækker tråde tilbage til både Holocaust og krigen mellem kristne og drusere i 1860, da Libanon stadig var et udflydende nationalt blandingssted på grænsen mellem Syrien og det forholdsvist uorganiserede Palæstina. Det siger noget om kompleksiteten i landets spændinger.

Men her er fredeligt nu, og her på skolen får jeg en fornemmelse af at være med i en bevægelse, der vil freden. Og den fred er ikke kun en kristen fred, for den er i et land som det her nødt til at opstå mellem religionerne. Ord som reconciliation og peacebuilding bliver brugt meget i samtalerne her på skolen, og på nogen kan det virke som floskler, men her refererer det til en uhyggeligt nær virkelighed. Det slår mig igen og igen, hvor kort tid siden det alligevel er, at borgerkrigen sluttede; jeg er ung, født i 1988, men alle unge her på min alder har oplevet krigen. Og selv om rigtigt mange bygninger er blevet genopbygget i Beirut, skal man ikke lede længe for at finde et hus med skudhuller i muren.

Krigen i Syrien er også meget tæt på. På vej i flyet fra Istanbul til Beirut sad jeg siden af en mand, som viste sig at være syrer. Da han sagde det, mistede jeg mælet, for jeg havde lyst til at fortælle ham, at krigen gjorde mig ondt eller at jeg beder for folk i hans land, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord. Og det gik op for mig, at jeg heller ikke kunne vide, hvilken side han var på, forenklet sagt. Som han sad der ved siden af mig, blev også den pågående krig meget virkelig. Eller, egentligt, bare virkelig.