Et besøg hos den syrisk ortodokse biskop

Metropolitan George Saliba og Dr. George Sabra.

Vi besøgte biskop George Saliba i den syrisk ortodokse kirke i lørdags. Han er en gammel mand med langt skæg og venlige øjne og den langsomme gang, som et langt liv i kirken lader til at give. Ligesom hos den assyriske kirke blev vi bænket langs med væggen i et stort rum, med biskoppen og Dr. Sabra for enden i lidt større stole. To mænd, én gammel og krumbøjet, én ung med læderjakke og tilbagestrøget hår, serverede te og kaffe i bittesmå kopper for os. Dadelkagerne blev budt rundt, og biskoppen klukkede ”We eat sweet to speak sweet.”

Det første, biskoppen siger, inden han begynder, er ”We have many problems.” Som altid i disse traditionelle kirker fik vi til at starte med et længere foredrag om økumeniske konciler i de første århundreder, om grundlæggelsen af de 5 mellemøstlige bispedømmer og om hvem der fandt på hvad først. Den gamle biskops mobiltelefon ringede flere gange under besøget. Fra rummet ved siden af kunne vi høre præsternes liturgiske messen og lugte røgelse. Fra gårdhaven udenfor kom spejdernes tjikkelikker-råb på arabisk.

Biskoppen fortæller os om, hvordan han går meget ind for The Unity of the Church. Han fortæller os også om, hvordan kirken var meget større i gamle dage, særligt den store munkebevægelse – og hvad Tyrkiet tog fra dem. De syrisk ortodokse blev ligesom armenerne forfulgt og fordrevet af den pan-tyrkiske regering under 1. Verdenskrig. ”Armenians and Syrians were partners in martyrdom in the Ottoman Empire. Partners in blood. In life. In faith.” Den armensk ortodokse kirke og den syrisk ortodokse kirke er stadig meget tæt på hinanden – han kalder dem søstre i troen.

Han fortæller os også om, hvordan de syrisk ortodokse er mestre i at oversætte: ”We know Arabic better than all Arabs and all Muslims.” Nu ringler præsterne med klokker i rummet ved siden af, og solen går ned over betonhusene udenfor. Han fortæller os, hvordan de syrisk ortodokse nu betaler en ”new bill” i Syrien – hver dag bliver en kirke ødelagt. Han har mistet familie i Syrien, og han løfter resigneret skuldrene og siger, at det er ”the will of God – your kingdom come.” Det var sidste uge, de blev dræbt. En af de studerende spørger, hvem der dræbte hans familie. ”Muslim terrorists. America. France. Saudi Arabia. Turkey.” Han mener dog ikke, at Danmark og Tyskland, hvor de fleste af os studerende er fra, har noget med det at gøre. Alligevel går vi ikke helt fri: ”Europe is not a Christian area. Nothing with Christianity.”

Nogle af de studerende spørger mere ind til hans holdning til konflikten i Syrien, og han siger, at han ikke kan vælge side, men at der er muslimske terrorister, der kun er ude på at forfølge kristne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Robert Fisk og hans uendelige kritik af brugen af ordet ”terrorist” - i Mellemøsten har det mindst siden den libanesiske borgerkrig været et slags magisk ord, der med et kan gøre ens krig retfærdig. Han siger, at kristne i 1400 år har været ofre for muslimsk forfølgelse. Og han holder fast i, at de ikke er arabere, men syrere (på syriakisk/aramæisk betegner ordet for ”syrisk” både kristne og folk fra landet Syrien).

Biskoppen bevæger sig ud i en dogmatisk udredning omkring hvordan Jomfru Maria blev ved med at være jomfru efter Jesu fødsel, og at Jesus' søskende var enkemanden Josefs børn fra hans tidligere ægteskab. Josef var gammel, han havde ”old beard.” Men straks er vi tilbage ved den nutidige situation igen – er der håb for kristne i Mellemøsten? ”We will lose everything. In some years, no Christians in Palestine.”

Men han tror på interreligiøs dialog – selv med jøder! For som biskoppen siger: ”You have to sit on table to make peace.” Han besøger sine kolleger i moskéerne rundt omkring mindst en gang om måneden, og han siger, at 50% af problemerne forsvinder gennem den slags dialog. Jeg ved ikke, hvad de gør med de sidste procent.

Nogen spørger igen, om der virkeligt ikke er håb for kristne i Mellemøsten. Han siger at jo, selvfølgelig har de håb. Og så siger han noget andet. ”We have lost. The West is open, and the Christians go there. They assimilate, mix and lose their identity.”

Før vi forlader biskoppen, deler han smukke bedekranse rundt til os alle og nøder os til de sidste dadelkager. Han insisterer på, at vi også tager et gruppebillede i kirkerummet, som ser ret nyt og velholdt ud. På vej ud til bussen køber vi, undtagelsesvist fremadsynet, 2013-kalendre af spejderne, der til forveksling ligner de blå spejdere hjemmefra.

Qadisha Valley

Vi var i Qadisha Valley på field trip forrige weekend. Det er et af must sees'ne i Libanon. Qadisha er syriakisk (aramæisk) og betyder hellig, så det er Den Hellige Dal, og det er der, alle de maronitiske klostre ligger. Jeg ved ikke hvor mange, men at den er meget hellig er helt sikkert.

Den maronitiske præst, der var vores guide (jeg har desværre glemt navnet).

Det var regnvejr hele dagen, så vi vandrede ikke i dalen, som det ellers var planen. Vi skulle have passeret en beboet eneboercelle, den colombianske maronitmunk Dario Escobar, men i stedet besøgte vi en tidligere eneboercelle. Hvem der har boet der tidligere, fik jeg aldrig helt fat i, men det var fascinerende. Den lille grotte eller hvad man skal kalde den ligger helt afsides (på billedet nedenunder i klippen til højre for Jomfru Maria, den fremtrædende klippe), men på en eller anden måde har de klaret at få sten derop/derned (alt efter hvor man står) til at bygge en væg.

Den hellige moder ved nedgangen til eneboercellen.

Indgang til eneboercellen.

Inde i eneboet (som var overraskende stort).

Udsigt fra cellen (taget af Gabrielle Worley).

Det sidste, vi besøgte, var Skt. Antonius-klostret, og tre af os blev og overnattede til søndag. Vi vandrede ikke, som vi havde tænkt os, for regnen blev ved, men vi nød godt af stilheden og roen og de smukke omgivelser.

Udsigt over munkenes terrasseplantage.

Klostret er bygget op ad klippen, som I kan se på det første billede. Flere steder er grotterne og de naturlige formationer brugt i byggeriet, og ved siden af klostret er en naturlig grotte lavet til et smukt kapel også indviet til Skt. Antonius. Der er stille og fredfyldt, men ved det lille alter er lænkerne en foruroligende detalje. Tidligere bragte familier deres psykisk syge til Skt. Antonius-grotten for helbredelse, og de særligt svære tilfælde blev efterladt i lænker. Måske kan kan man som bedende der i grotten se de tomme lænker som et symbol på helbredelse og frihed, men for mig var de mest en uhyggelig påmindelse om en barsk fortid. Jeg lukkede øjnene, da jeg bad derinde.

Alteret i grotten med lænkerne og et billede af Skt. Antonius.

Vi havde cirka en halv time, hvor regnen stoppede. Vi skyndte os ud og gik en hurtig tur gennem munkenes plantage, hvor vi fik lov til at spise khaki-frugter plukket direkte fra træet. Efter halvanden måned i Beiruts lune sensommeragtige efterår var det noget af det bedste at se smukke efterårsfalmede træer.

(Turistinformation: Det koster kun 20.000 pund, cirka 80 kroner, at overnatte på meget pæn sovesal i klostret, så hvis man er i Libanon og vandrer i dalen, hvilket som sagt er et must, skal man virkeligt tage en nat der - også selv om de, der arbejder der på hostellet, diskuterer på arabisk fra morgen til aften. Ikke nødvendigvis særligt fredfyldt, men meget middelalderkloster-autentisk.)

Billedsult?

Fra bjergene over Jounieh.

Hvis nogen er interesserede I at se flere billeder end de få, jeg nu og da poster her på bloggen, så er der flere på min Flickr. Den kan findes ved at klikke her.

En syrisk vits

Min syriske studiekammerat fortalte denne vits over aftensmaden forleden:

"Tre agenter fra henholdsvis CIA, KGB og det syriske efterretningsvæsen mødes for endeligt at finde ud af, hvem der er verdens bedste efterretningstjeneste. De bliver enige om at afgøre det ved en enkel prøve: Hver agent skal gå ind i den store skov og fange et æsel. Den, der hurtigst kan fange et æsel, har vundet.

Først går CIA-manden ind i skoven. Efter 5 minutter kommer han trækkende med et æsel.

Så er det KGB-mandens tur. Han kommer ud med et æsel efter et kvarter.

Til sidst er det den syriske agents tur. Han går ind i skoven, og de andre venter. Der går et kvarter, en time, en dag, tre dage. Til sidst bliver de enige om at gå ind for at kigge efter ham. De leder og leder, og langt inde i skoven fanger de et glimt af ham mellem træerne. De løber hen til ham og ser, at han har fanget en kanin, som han ryster og ryster, mens han råber: "Indrøm, at du er et æsel! Indrøm, at du er et æsel!""

Fredagsbøn i moskéen

Fra en anden moské, Chatila-moskéen (billeder af undertegnede i bedeklæder på vej)

Forleden var vi til fredagsbøn i den lokale moské. En af mine medstuderende havde mødt en ung muslimsk fyr på AUB, og da han hørte, at vi gerne ville se moskéen og fredagsbønnen indefra, fandt han en pige fra sin muslimske studenterklub (måske lidt à la KFS i Danmark, bare muslimsk), som kunne tage os med ind i kvindeafdelingen.

Vi mødtes ved 11-tiden og tog straks vores sko af, da fortovet foran moskéen var dækket af tæpper. Så vinkede vi farvel til Anouhar, der gik ind i det store bederum, og fulgte efter Maryam ind i kvindernes bederum. Vi kom ind i et lille rum ikke større end et værelse i en københavnsk lejlighed, gulvet dækket af tæpper og for enden et tv med direkte transmission fra mændenes bederum. Først var jeg i tvivl, om dette blot var forrummet, hvor vi skulle forberede os til bønnen, inden vi kunne komme ind på en balkon eller lignende, men det var selve bederummet, og vi var kun os tre europæiske piger og Maryam til stede.

Vi satte os ned på tæppet, og Maryam begyndte at fortælle os om bønnen og hvad det er, der foregår i den. Imens prædikede imamen på tv'et i baggrunden, men det forstyrrede ikke Maryams venlige og pædagogiske (og småfnisende) instruktion. Mange af delene var lette at relatere til: At sige Gud tak, at bede om tilgivelse og at ønske fred. Og bekendelsen af, at der kun er én Gud (selv om en muslim med Koranen i hånden vil sige, at kristne tilbeder flere). Hun instruerede os også i det praktiske: Afvaskningen før bønnen, bevægelserne og påklædningen. I det lille badeværelse vaskede vi ansigt, hår (at vaske ét hårstrå er nok), underarme og fødder tre gange, og derefter var vi klar til at klæde os på til bønnen. Maryam havde medbragt ekstra tøj til os, så vi fik et sæt hver bestående af en lang hvid nederdel og en hvid chador (det muslimske tørklæde-/ponchoagtige klædestykke, der dækker både hår og overkrop). Lisas og Annas hår blev ved med at falde ned i panden på dem, og mens Maryam forsøgte at rette på deres tørklæder, fortalte hun om, hvordan hun engang var vågnet fra en lur og havde set sin søster og havde troet, hun var et spøgelse, fordi hun havde sit bedetøj på. Vi kunne også godt med vores europæisk-blege teint have skræmt nogen en mørk nat.

Nu var der også kommet en anden pige til, og hun ledte os i bønnen. Vi fulgte ikke mændenes bøn, så mens imamen stadig prædikede, stillede vi os op på række og fulgte bevægelserne: Højre hånd over venstre foran brystet, hænderne på lårene, ned på knæ og panden mod gulvet. Jeg kendte ikke alle ordene, men jeg kunne alligevel følge med. Vi har i undervisningen beskæftiget os med Fatiha'en (”Åbningen”, 1. sura i Koranen), som kan siges at være den islamiske pendant til Fadervor, og den islamiske trosbekendelse (”Der er ingen anden Gud end Gud, og Muhammad er hans budbringer”), og da begge de to dele fylder meget i bønnen, var vi allerede godt med. Jeg bad med mine egne ord inden i mig selv uden at inkludere Muhammed.

Bønnen var langt hurtigere overstået, end jeg havde troet, højst fem minutter. Da vi var færdige, skulle mændene først til at i gang, så vi havde tid til at snakke lidt. Vi fik hørt om hvordan det er at være en ung muslim, og hvordan troen ser ud indefra. Vi kom hurtigt op i høje luftlag, og den nytilkomne pige fortalte os om, hvordan muslimer bliver vejet på deres muslimske gerninger efter døden for at se, om de skal i helvede eller Paradis. Hun fortalte os om, hvordan det vejede ekstra tungt på den gode vægtskål at bede sammen med andre frem for alene, og hun fortalte, at man godt kan blive muslim på sit dødsleje, bare man når at sige trosbekendelsen, inden man ånder ud. Hun fortalte også, at hun gerne ville møde os i Paradis og derfor gerne ville arrangere, at vi kunne blive undervist i islam. Vi fortalte, at vi også som kristne tror på et liv efter døden, men at vi ikke ved, hvordan det vil ske – og at vi tror på, at Jesus tager alle med i Paradis, selv om vi ikke forstår hvordan. Hun var meget overrasket over at høre, at kristne også har idéen om en himmel. Jeg tror, vi alle sammen fik udvidet vores horisont en hel del.

Vi var alle tre europæere enige om at være taknemlige for at blive taget med ind i moskéen, men vores oplevelse af det var forskellig. En af de andre fandt det meningsfuldt at iklæde sig det særlige skjulende tøj for på den måde at komme til bønnen som et slags anonymiseret menneske, uden alt det, vi normalt bliver dømt på. For mig og den måde, jeg tænker på som kristen, føltes al denne forberedelse til bønnen underlig – fordi jeg virkeligt tror, at vi kan komme til Gud, som vi er, med alt vores skrald og tunge bagage og alle vores fejl. Alligevel var det meningsfuldt at bede sammen med mine nye muslimske venner. Også selv om vi nok bad noget lidt forskelligt.

Mr. Colin Chapman, vores islam-underviser, fortæller os altid, at han forsøger at vise os islam ”at its best” - så en muslim ville kunne sidde med i klassen uden at føle sig trådt på. At være med i moskéen var en god forlængelse af denne tilgang. Og værdien i at møde muslimske mennesker frem for at læse om islam i en bog er temmelig stor.

Libanon anno 1870

"Lebanon has about 400.000 inhabitants, gathered into more than six hundred towns, villages and hamlets.

The various religions and sects live together, and practice their conflicting superstitions in close proximity, but the people do not coalesce into one homogenous community, nor do they regard each other with fraternal feelings.

The Sunnites excommunicate the Shiites; both hate the Druse, and all three detest the Nusairiyeh. The Maronites have no particular love for anybody and, in turn, are disliked by all. The Greeks cannot endure the Greek Catholics – all despise the Jews. And the same remarks apply to the minor divisions of this land. There is no common bond of union. Society has no continuous strata underlying it, which can be opened and worked for the general benefit of all, but and endless number number of dislocated fragments, faults, and dikes, by which the masses are tilted up in hopeless confusion, and lie at every conceivable angle of antagonism to each other. The omnific Spirit that brooded over primeval chaos can alone bring order out of such confusion, and reduce these conflicting elements into peace and concord.

No other country in the world, I presume, has such a multiplicity of antagonistic races; and herein lies the greatest obstacle to any general and permanent amelioration and improvement of their condition, character, and prospects. They can never form one united people, never combine for any important religious or political purpose; and will therefore remain weak, incapable of self-government, and exposed to the invasions and oppressions of foreigners. Thus it has been, is now, and must long continue to be a people divided, meted out, and trodden down."

W.M. Thomson i "The Land and the Book", London, 1870.

Retræte

Solnedgang ved Dueklipperne.

Hele skolen tog på retræte sidste weekend. Jeg har endnu ingen billeder derfra, men jeg fandt et billede, der var tilsvarende i fredelighed fra Beiruts havnefront ved Dueklipperne.

Fredag kørte bussen afsted mod Dour el Schweir, en lille landsby oppe i bjergene over Beirut, hvor der ligger et evangelisk center, der fungerer som samlingssted for alle områdets protestanter. Det blev ødelagt og totalt røvet under borgerkrigen, og genopbygningen begyndte først i 1996. Det er et stille og smukt sted, og luften er en helt anden end Beiruts bilos. Dalen genlyder dog af skud fra de luftbøsser, som mændene og deres sønner bruger til at skyde småfugle med. Om de gør det for fornøjelsen/af kedsomhed eller for at få mad ved jeg ikke, men lyden af skuddene fungerede som en påmindelse midt i al freden om den ikke så fjerne drabelige virkelighed.

Weekenden var afsat til at komme hinanden nærmere i det åndelige fællesskab, som skolen også er. Og det var vildt spændende. Vi kommer fra alle mulige forskellige denominationer og traditioner, og det er en udfordring at finde hinanden i det åndelige. Lørdag morgen var der et panel på 6 personer,  både studerende og undervisere, som delte deres åndelige rejse - altså hvordan de var kommet til tro og hvordan deres tro har udviklet sig på godt og ondt. Derefter delte vi alle med hinanden i mindre grupper. Personlige historier slår på en eller anden måde prædikener.

Søndag morgen havde vi en taizé-inspireret gudstjeneste, og det var et skønt kaos. Projektoren drillede, alle sang på forskellige sprog, og vi havde bibellæsning på armensk, arabisk, hausa, dansk (undertegnede) og tysk. Plastikstolene skrabede, og Dr. Johnny gav en brændende prædiken om kirken som et skib fuld af kristne, der ikke behøver frygte. Arne Kappelgaard stod for nadveren, som vi delte stående i en stor cirkel på gulvet. Nadveren betyder meget her, fordi den forener alle os forskellige troende. Vi har alle mulige teologiske uenigheder - nogle ret alvorlige - men vi er enige om at mødes i nadveren. Og dermed i troen på Kristus. Det er ret stærkt.

Jeg vandt i øvrigt en konkurrence om at balancere et æg på en elpære ved hjælp af salt. Set i lyset af resten af weekendens intense åndelighed er jeg vis på, at Helligånden havde en finger med i spillet.