Farvel og tak

Fra havnen i Byblos.

Nu er jeg landet i det stille Danmark, og det betyder, at mit ophold i Beirut er slut og at denne blog dermed har fundet sin afslutning. Jeg har lært mere end jeg kunne forestille mig, og jeg føler, at både min viden og mit perspektiv er ekspanderet hver dag de sidste fire måneder.

Selv om jeg ikke kommer til at skrive her længere, vil jeg altid gerne fortælle om Beirut, om NEST, om kristne i Libanon og Mellemøsten og om alt hvad jeg ellers har lært og oplevet dernede. Min e-mail er åben for alverdens spørgsmål og for foredragsforespørgsler. Adressen er lauracaecilie på gmail.com (indsæt @ i stedet for "på"). Og så har jeg lagt et par rejsetips til Beirut og Libanon ud her på bloggen - se fanebladet foroven.

Det er altid godt at slutte med en sang, så her får I en. Det er Fadervor på arabisk til en smuk melodi, optaget af Arne Kappelgaard til et chapel på NEST i december. Klik her for at høre den fra Soundcloud (åbner i et nyt vindue).

Tak fordi I har læst med. Ma salama.

Indtryk fra Chatila

Grafitti fra Chatila.

Vi var på besøg i Chatila i går. Det er den palæstinensiske flygtningelejr i det sydlige Beirut, hvor der under borgerkrigen i 1982 blev begået en massakre over et par mørke dage, hvor 762-3.500 mennesker blev dræbt (det israelske dødstal versus det palæstinensiske dødstal). Derudover er lejren en af de tættest befolkede, hvis ikke den tættest befolkede, for på omtrent 1 kvadratkilometer er 13.000 mennesker klemt sammen (omtrent det samme befolkningstal, som Skagen havde i 90'erne).

Vi blev vist rundt af en medarbejder fra JCC (Joint Christian Committee), som er en kristen organisation, der har arbejdet i lejrene siden 1950. Han er selv palæstinenser; hans bedsteforældre kom fra Acre, og han er vokset op i en lejr her i Libanon. Han har aldrig været i Palæstina, men som vi gik rundt i lejren og faldt i snak på hvert andet gadehjørne, måtte han hver gang præsentere sig som palæstinenser fra Acre – på trods af det kristne navn Paul en af dem.

Ved indgangen til Chatila. Foto: Sandra Hämmerle

Det er svært at beskrive lejren, for det er egentligt et trøsteløst sted. I efteråret besøgte vi Kim og Kristine i El-Buss i Sour, og selv om det også er en flygtningelejr med fattigdom og statsløshed, virkede det mere som en hyggelig landsby med blomstrende træer. Nærmest lidt idyllisk (i hvert fald på overfladen). Sådan er Chatila bare slet ikke. Siden de få hundrede palæstinensiske flygtninge, der fik en kvadratmeter land i Syd-Beirut af UNRWA i 1948, har fået børn, børnebørn og oldebørn, har de bare bygget op og op og op. Så nogle steder er gaderne så smalle, at kun en person kan gå der, og det er sjældent, at sollyset når jorden. Vi besøgte en skole i Sabra lige ved siden af Chatila, og de havde fået en dejlig ny legeplads. Men de måtte droppe deres oprindelige plan om at plante græs under legestativerne, for der kommer kun sol ned på legepladsen en time om dagen, og det er ikke nok til at få græsset til at gro. Så nu er der grønt beton – men stadig en langt større åben plads, end børnene er vant til, så dejligt stor, at de var umulige at få ind igen, første gang de fik lov til at lege derude.

Et par fotoivrige håndværksmænd. Foto: Sandra Hämmerle

Over de smalle stræder i Chatila hænger et tæt net af elektricitets- og vandledninger – en farlig blanding, når der engang imellem går hul på en vandledning og på gummiet rundt om elektricitetskablerne. Paul sagde, at der nu og da sker dødsfald i den forbindelse. Hvert andet øjeblik ræser en tunet scooter forbi, og da vi kom dagen efter søndag, hvor skraldemændene har fri, flød gaderne med husholdningsaffald.

Vandpibekulsælger.

På trods af al dysterheden er folk venlige og snakkesalige. Jeg mødte to, der snakkede svensk, hvilket var noget af en overraskelse. Vi mødte flere, der var meget ivrige efter at fortælle om livet i en palæstinensisk flygtningelejr og bad os fortælle det videre. En mand viste os det kæmpe ar på sin mave, som han havde fra de syv operationer, han måtte have, efter at være blevet skudt i massakren i 1982. En anden fortalte om sin familie i Tyskland. En gammel dame blev så glad over mine begrænsede arabiske gloser, at hun krammede mig, kyssede mig på kinden og gik videre med et smil. En syrisk pige omkring de 7 år med hennamalede hænder bad os om penge. Paul spurgte, hvor hendes forældre var og hvorfor hun drev omkring på gaden. Hun sagde, der ikke var noget at lave derhjemme. Sådan er det generelt for både børn og voksne; der er ikke ret meget at lave.

Børnehaveklasse i JCC's skole. Foto: Sandra Hämmerle

JCC har en skole i Sabra, hvor de små børn lærer at læse på arabisk og engelsk, og de større teenagere kan få undervisning i teknikfag eller skønhedssalonting. På den måde forsøger JCC at hjælpe dem med at kunne forsørge sig selv, og nogle gange lykkes det. Der er også et kursus for ældre damer, som aldrig har lært at læse eller skrive.

Markedet uden for Chatila.

Uden for lejren er der et storslået marked, hvor man kan købe alt hvad hjertet begærer. Vi fyldte poser op med frugt til det halve af hvad det koster i Hamra. Det var besynderligt, for det er først der, i den palæstinensiske flygtningelejr, at jeg har oplevet den der orientalistiske drøm om en larmende souk, hvor alt bliver falbudt i en stor pærevælling: Frugt, grønt, kyllinger, fisk, klipklapper, vandpibekul og fleecehjemmesæt. Libanon er et overmåde frugtbart land, og det kommer til udtryk selv i en forslummet flygtningelejr.

Da vi kom tilbage til Hamra, var min oplevelse af Beirut blevet vendt på hovedet: Jeg har altid fundet byen larmende, beskidt og alt for tæt bebygget, men efter at have gået rundt i Chatilas mørke stræder virkede min del af byen pludseligt rolig, ren og åben, og jeg kunne trække vejret dybt ind igen. Og samtidig vidste jeg med ét mere end de beirutis, jeg møder her, for det er de færreste, der nogensinde har sat fod i lejren, hvis de overhovedet er kommet så langt som til at tænke på, at de er der.

PS: JCC's funding er faldet drastisk i de seneste år, og de har altid brug for økonomiske bidrag. Det ser desværre ikke ud til, at de har nogen direkte donationsknap på deres hjemmeside, men man kan helt sikkert kontakte dem for at give et bidrag. De gør et stort arbejde for palæstinenserne, så jeg kan godt anbefale at sende overskydende penge derhen.

Radiolink og mere om migrantarbejderne

Før jeg tog til Libanon, varmede jeg op med Arabiske Stemmer på P1 med Naser Khader og Steen Nørskov, og under mit ophold hernede har jeg været glad for at kunne høre om aktuelle mellemøstlige emner fra en dansk magasinvinkel. Ud over at de virkeligt kommer bredt omkring emnemæssigt og geografisk er en af de helt særlige fornøjelser også, at Naser Khader altid har en historie om en eller anden fætter i alle sammenhænge - dejligt arabisk.

Som jeg skrev i december, er der et meget stort parallelsamfund af migrantarbejdere i Libanon, og det gælder for hele Mellemøsten. Det tog Khader og Nørskov op i et program d. 11. januar, og det kan man finde her - og så tag også de andre udsendelser, nu du er i gang.

A propos migrantarbejderne besøgte vi Caritas-centret igen i går. Da mange af kvinderne ikke har mulighed for at komme ud af centret pga. deres juridiske status, er Caritas meget glade for, når frivillige udefra har lyst til at komme på besøg og lave nogle aktiviteter. Så vi tog seks piger afsted fra NEST og brugte et par timer deroppe. Vi var lidt i tvivl om, hvilke aktiviteter man kunne lave med 40-50 kvinder og deres børn, men vi endte med bare at lave nogle lege - kluddermor, forskellige danse, frugtsalat og sådan. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville blive modtaget at sætte alle disse voksne kvinder til at lege, men det gik virkeligt godt og der var mange grin, og vi klarede os på en blanding af arabisk, engelsk og fransk (på centret kalder de det "Caritas-sprog"). Når nu man ikke kan hjælpe med at løse deres situation, virker et par timers sjov og anderledeshed som et godt alternativ.

Gæstfrihed og konspirationsteorier

Sne på vejen over Mount Lebanon. Foto: Anna Steinke

På grund af juleræs, eksaminer og besøg hjemmefra har der ikke været så mange historier at fortælle på det sidste. Eller måske har bare ikke så meget tid til at fortælle dem. Men nu fandt jeg alligevel et øjeblik her efter at have afleveret den første eksamensopgave til at fortælle en lille historie fra Levanten.

For to uger siden havde Lisa fra skolen besøg af to veninder fra Tyskland, og de lejede en bil for at tage til Baalbek og se det store Jupitertempel og mærke stemningen i Libanons gamle kidnapningscentrum. Da de stoppede bilen på en parkeringsplads midt i byen, faldt de i snak med en ung fyr. Han hed egentligt Ali, et godt shiitisk navn, men han var konverteret til kristendommen og havde taget det gode kristne navn Kevin. Da de havde snakket lidt, inviterede han dem hjem til sine forældre, hvor moren serverede mad og hjemmelavede baklava for dem, og tiden gik så godt med tysk korsang, libanesisk folkedans (dabke) og snak, at de aldrig nåede at se ruinerne før de skulle hjem igen.

Nej, det er helt bestemt ikke en jødisk kippah, Kevin har på hovedet. Foto: Anna Steinke

Så i sidste uge, da jeg og nogle andre gerne ville tage vores besøgende til Baalbek, ringede vi naturligvis til Kevin, og han sagde, at han meget gerne ville modtage os. Vi lejede en bil og kørte over Mount Lebanon fuld af sne, og i tåge og Hezbollah-flag ankom vi til Baalbek. Kevin mødte os på busstationen og tog os med hjem til sine forældre. Vi blev sat på gulvet rundt om brændeovnen i midten af stuen, og vi fik serveret sød arabisk te og kaffe (en lillebitte kop af hver). Og så sad vi der i mange timer. Kevins far kom hjem. Han har været politimand, og han laver figurativ kunst af tørrede blomster og skriver digte på fransk og arabisk. Og så ved han en hel del om alle araberes yndlingsbeskæftigelse: Konspirationsteorier. Fra både Kevin, hans far og hans lillebror fik vi, iblandet den gode venlige arabiske gæstfrie samtale, serveret mange lange historier om frimurere, Hitler-fascination, Israel, Fibonacci-tal og tvivl om 2. verdenskrigs jødemord. Kevins far viste os, efter at have læst smukke franske digte op, hvordan han med matematik har bevist, at der er et liv efter døden.

Vi fik serveret et storslået måltid på en blondeplastikdug på gulvet: Bønner i tomat, yoghurt, ris, oliven, fattoush (den libanesiske salat med sumak, granatæblejuice og sprøde pitacroutoner), kæmpestore fladbrød og hjemmelavet abrikosmarmelade. Kevins 13-årige lillebror erobrede min spildesignerstuderende kæreste med spørgsmål om branchen og vidste alt om spil, firmaer og hacking. Selv om moren vrissede som kun en ægte arabisk husmor kan gøre det, fik vi ikke lov til at hjælpe med oprydningen i køkkenet.

Ruinerne i Baalbek. Foto: Anna Steinke

Da vi var færdige med maden, var solen kommet frem og vi kunne gå gennem den nyfaldne sne over til de romerske ruiner. Det var helt overvældende stort og smukt, og enhver turist i Libanon bør se det. Efter borgerkrigen og 90'ernes kidnapninger har det været lidt svært for Baalbek at lokke turister til, men jeg tør godt anbefale det. Kevins far viste os rundt på ruinerne, og han fortalte os hvad alle de store sten vejede og hvordan de passede ind i Fibonacci-talrækken og det gyldne snit.

Anti-Mount Lebanon og ruiner og Baalbek. Foto: Anna Steinke

Vi nåede desværre ikke at få kaffen med, for vi skulle have lejebilen tilbage til Beirut inden aften, og det er svært at vide, hvad en tur over bjergene i snevejr bringer. Så vi lagde en hånd over hjertet som afskedshilsen til Kevins familie og kørte hjem til alt det velkendte. På vejen forsøgte vi at slalomstyre uden om de store huller i asfalten, mens vi alle havde hovederne fulde af tanker om arabisk gæstfrihed, en helt anden virkelighedstilgang (en, hvor man finder en teori, der giver svar på alt) og store høje søjler med sne på.

Dage på Café Younes

Jeg har i Beirut fået en ting, jeg aldrig har haft før: En stamcafé. Café Younes ligger fem minutters gang fra skolen, ud til en veltrafikeret gade og American University Hospital. Da jeg kom i dag for at få min morgenkaffe og skrive mine e-mails, kom tjeneren mig i forkøbet og spurgte, om jeg skulle have en cappucino som sædvanligt. Og så kom den med et lille smil i.

På min Café Younes er der træpaneler, store lysekroner, wienerstole og (nogle gange god) jazz i højttalerne. Om morgenen er der helt stille, og rundt omkring sidder folk med deres morgenkaffe og lektier eller laptops. Ved frokosttid er der fuld af larm og sygeplejersker og læger i hvide kitler, som kommer fra hospitalet for at spise deres frokost her. Jeg sidder altid på balkonen, hvor jeg kan kigge ud over caféen og ud til gaden, hvor smarte studerende, fattige lotterisælgere, gamle kvinder med hvide tørklæder og damer med klapvogne går forbi. På gaden glider trafikken actionfyldt forbi med biler og scootere ud og ind mellem hinanden, ivrigt båttende, men alligevel tålmodige.

Café Younes er, ud over at være min stamcafé, et lille stykke libanesisk historie i sig selv. Den, jeg kommer på, er en nyere gren, men den første Café Younes åbnede i Downtown Beirut i 1935. Det var før Libanon blev et selvstændigt land (1943). Hr. Younes havde været i Sydamerika og opdagede der god kaffe og bestemte, at han ville bringe den til libaneserne. Under borgerkrigen blev caféen i Downtown ødelagt og i nogle år var der ingen Café Younes til de kaffetørstende Beirut-borgere. Efter krigens afslutning i 1990 åbnede de igen, i Hamra og efterfølgende flere andre steder. Og så i 2006 blev caféen igen vidne til krig. Ejeren af Hamra-caféen mødte hver dag folk, der trods bomber skulle have deres daglige cappucino. Sammen med kaffen fik de sig en snak, og selv om han aldrig havde skrevet før, kastede han sig over blogskriveri på A Lebanese Café During the War. Her seks år efter krigen er det et spændende historisk dokument og værd at læse, hvis man vil have et indblik i, hvordan det er at være almindelig kaffetørstende borger i et land i krig.

!عيد ميلاد مجيد Eid Milad Majid!

 

Det er travl december i Beirut, og det er tyndet ud i undervisningen – i dag går skolen på juleferie indtil 2. januar. Vi ser ikke meget til det eksotiske eller fremmede Libanon, tværtimod er julen særdeles velkendt (blot lidt mere kitschet). Allerede før 1. søndag i advent pyntede vi skolen op med en hel masse plastic, og kort efter fulgte butikkerne i området trop med samme udsmykningsstil. Det er sjovt, hvordan det pludseligt er meget tydeligt, hvem der er kristne; i modsætning til hjemme i Danmark er et blinkende plasticjuletræ her et statement (selv om jeg godt har hørt lidt om de meget alvorlige gryende juletræskriser hjemme i Danevang).

Julen er også det tidspunkt på året, hvor det danske community i Beirut kommer ud af busken. Ambassaden havde fundet en kirke, vi kunne låne, så den 1. december holdt Arne Kappelgaard adventsgudstjeneste for 40-50 udlandsdanskere. Der er ikke nogen dansk kirke her, så det er årets eneste danske gudstjeneste. Nogle nordmænd havde også sneget sig med for at få lidt skandinavisk julestemning. I aften holder ambassaden julefest.

På skolen er mange taget hjem til jul, men vi er en håndfuld tilbage til at nyde stilheden. Og jeg er i gang med at planlægge en julemiddag d. 25., som kan tilfredsstille både sydafrikanske, nigerianske, palæstinensiske, tyske og danske smagsløg.

Her fra Beirut ønskes alle bloglæsere en glædelig jul. Eller som vi siger her i Mellemøsten: Eid Milad-Majid - !عيد ميلاد مجيد

En anden slags fremmede i Libanon

En ting, man ikke hører så meget om, når man hører om Libanon, er det omfattende parallelsamfund af migrant-arbejdere. Næsten hver eneste familie har en aupair/maid fra Afrika eller Sydøstasien, og i Beirut er der mange butikker, der udelukkende sælger stuepigeuniformer. Hver dag klokken 14-15 er gaderne i Hamra fyldt med kvinder i pastelfarvede uniformer, der henter libanesiske børn fra skole og børnehave.

For et par uger siden besøgte vi et Caritas-center, som tager imod disse kvinder, når de kommer i problemer. Mange lever under elendige forhold: Nogle er låst inde i lejligheden dagen lang, nogle får taget deres pas af arbejdsgiveren, når de ankommer, nogle får ikke løn i flere måneder, og nogle er udsat for fysisk/psykisk vold og seksuelle krænkelser. Ligesom migrantarbejdere andre steder i verden befinder de sig i en juridisk gråzone mht. opholdstilladelse, arbejdstilladelse og grundlæggende rettigheder. For nogle fungerer det okay – på min skole er køkkenfolkene for eksempel fra Bangladesh – og for nogle familier i deres hjemlande betyder det overlevelse at have et ”udsendt” familiemedlem, der kan sende penge hjem. Men når de kommer i uføre, kommer de virkeligt i uføre. Og så er nogle af dem heldige at ende på et af Caritas' shelters.

Lederen på shelteret fortalte om en typisk case: En kvinde arbejder som maid hos en libanesisk familie, og manden besøger hende om natten og krænker hende seksuelt. Når hun forsøger at melde det til politiet eller sit bureau eller lignende, anklager han hende for at stjæle. Enten stikker hun af og dukker op på det åbne shelter, eller også bliver hun taget væk og anbragt i det store fængsel, som egentligt er et gammelt parkeringshus med en slags store bure. Under forskellige omstændigheder kan hun ved Caritas' hjælp blive overflyttet til et af deres shelters. De hjælper dem så videre på forskellig måde – i sidste ende med enten at finde et nyt arbejde eller komme tilbage til deres hjemland.

Der er forskellige organisationer, der arbejder for disse migrantarbejderes rettigheder, men generelt står de dårligt i det libanesiske samfund. Mange libanesere har et anstrengt forhold til flygtninge og fremmede, ikke mindst på grund af de palæstinensiske flygtningelejre og på grund af den rolle, palæstinenserne havde i den libanesiske borgerkrig. Jeg tror, jeg kan vove at sige, at der er en tendens til at se de palæstinensiske flygtninge som en gøgeunge, der kæmper sin kamp på lånt jord (hvilket de ret beset gjorde fra 1975-82). Og det smitter af på andre ”fremmedes” status i samfundet. Derudover er der også så mange huller i det libanesiske samfund, at den almindelige libaneser har svært ved at se, hvorfor landet skal hjælpe flygtninge og fremmede, når det på nogle områder knap kan hjælpe sig selv.

Udover migrantarbejderne er der i løbet af det sidste år også kommet mange flygtninge fra Syrien. Mange er heldige at have slægtninge i Libanon, som de kan bo hos, men hvis ikke, er det et svært land at komme til. Det er nemlig ikke tilladt at oprette nye flygtningelejre – igen forbundet til de palæstinensiske lejre. Nogle ender i beduinerne/sæsonarbejdernes teltlejre i Beeka-dalen, og nogle, hvis de kun er kvinder og børn, kommer til Caritas' shelters.

Noget helt andet er det økonomiske aspekt, som er underligt at forstå. Fra ambassaden, vist nok, fik vi at vide, at en stor del af Libanons BNP udgøres af overførsler fra udlandet – altså fra libanesere, der bor i Vesten. Men libaneserne, der bor her, har migrantarbejdere fra endnu fattigere lande til at arbejde for sig, og de sender så penge hjem til deres lande. Jeg ville gerne se en eller anden graf over, hvordan det hænger sammen. Det er en mærkelig verden, vi lever i.

www.caritas.org / www.caritas.org.lb