En ting, man ikke hører så meget om, når man hører om Libanon, er det omfattende parallelsamfund af migrant-arbejdere. Næsten hver eneste familie har en aupair/maid fra Afrika eller Sydøstasien, og i Beirut er der mange butikker, der udelukkende sælger stuepigeuniformer. Hver dag klokken 14-15 er gaderne i Hamra fyldt med kvinder i pastelfarvede uniformer, der henter libanesiske børn fra skole og børnehave.
For et par uger siden besøgte vi et Caritas-center, som tager imod
disse kvinder, når de kommer i problemer. Mange lever under elendige
forhold: Nogle er låst inde i lejligheden dagen lang, nogle får
taget deres pas af arbejdsgiveren, når de ankommer, nogle får ikke
løn i flere måneder, og nogle er udsat for fysisk/psykisk vold og
seksuelle krænkelser. Ligesom migrantarbejdere andre steder i verden
befinder de sig i en juridisk gråzone mht. opholdstilladelse,
arbejdstilladelse og grundlæggende rettigheder. For nogle fungerer
det okay – på min skole er køkkenfolkene for eksempel fra
Bangladesh – og for nogle familier i deres hjemlande betyder det
overlevelse at have et ”udsendt” familiemedlem, der kan sende
penge hjem. Men når de kommer i uføre, kommer de virkeligt i uføre.
Og så er nogle af dem heldige at ende på et af Caritas' shelters.
Lederen på shelteret fortalte om en typisk case: En kvinde arbejder
som maid hos en libanesisk familie, og manden besøger hende om
natten og krænker hende seksuelt. Når hun forsøger at melde det
til politiet eller sit bureau eller lignende, anklager han hende for
at stjæle. Enten stikker hun af og dukker op på det åbne shelter,
eller også bliver hun taget væk og anbragt i det store fængsel,
som egentligt er et gammelt parkeringshus med en slags store bure.
Under forskellige omstændigheder kan hun ved Caritas' hjælp blive
overflyttet til et af deres shelters. De hjælper dem så videre på
forskellig måde – i sidste ende med enten at finde et nyt arbejde
eller komme tilbage til deres hjemland.
Der er forskellige organisationer, der arbejder for disse
migrantarbejderes rettigheder, men generelt står de dårligt i det
libanesiske samfund. Mange libanesere har et anstrengt forhold til
flygtninge og fremmede, ikke mindst på grund af de palæstinensiske
flygtningelejre og på grund af den rolle, palæstinenserne havde i
den libanesiske borgerkrig. Jeg tror, jeg kan vove at sige, at der er
en tendens til at se de palæstinensiske flygtninge som en gøgeunge,
der kæmper sin kamp på lånt jord (hvilket de ret beset gjorde fra
1975-82). Og det smitter af på andre ”fremmedes” status i
samfundet. Derudover er der også så mange huller i det libanesiske
samfund, at den almindelige libaneser har svært ved at se, hvorfor
landet skal hjælpe flygtninge og fremmede, når det på nogle
områder knap kan hjælpe sig selv.
Udover migrantarbejderne er der i løbet af det sidste år også
kommet mange flygtninge fra Syrien. Mange er heldige at have
slægtninge i Libanon, som de kan bo hos, men hvis ikke, er det et
svært land at komme til. Det er nemlig ikke tilladt at oprette nye
flygtningelejre – igen forbundet til de palæstinensiske lejre.
Nogle ender i beduinerne/sæsonarbejdernes teltlejre i Beeka-dalen,
og nogle, hvis de kun er kvinder og børn, kommer til Caritas'
shelters.
Noget helt andet er det økonomiske aspekt, som er underligt at
forstå. Fra ambassaden, vist nok, fik vi at vide, at en stor del af
Libanons BNP udgøres af overførsler fra udlandet – altså fra
libanesere, der bor i Vesten. Men libaneserne, der bor her, har
migrantarbejdere fra endnu fattigere lande til at arbejde for sig, og
de sender så penge hjem til deres lande. Jeg ville gerne se en eller
anden graf over, hvordan det hænger sammen. Det er en mærkelig
verden, vi lever i.
No comments:
Post a Comment