Indtryk fra Chatila

Grafitti fra Chatila.

Vi var på besøg i Chatila i går. Det er den palæstinensiske flygtningelejr i det sydlige Beirut, hvor der under borgerkrigen i 1982 blev begået en massakre over et par mørke dage, hvor 762-3.500 mennesker blev dræbt (det israelske dødstal versus det palæstinensiske dødstal). Derudover er lejren en af de tættest befolkede, hvis ikke den tættest befolkede, for på omtrent 1 kvadratkilometer er 13.000 mennesker klemt sammen (omtrent det samme befolkningstal, som Skagen havde i 90'erne).

Vi blev vist rundt af en medarbejder fra JCC (Joint Christian Committee), som er en kristen organisation, der har arbejdet i lejrene siden 1950. Han er selv palæstinenser; hans bedsteforældre kom fra Acre, og han er vokset op i en lejr her i Libanon. Han har aldrig været i Palæstina, men som vi gik rundt i lejren og faldt i snak på hvert andet gadehjørne, måtte han hver gang præsentere sig som palæstinenser fra Acre – på trods af det kristne navn Paul en af dem.

Ved indgangen til Chatila. Foto: Sandra Hämmerle

Det er svært at beskrive lejren, for det er egentligt et trøsteløst sted. I efteråret besøgte vi Kim og Kristine i El-Buss i Sour, og selv om det også er en flygtningelejr med fattigdom og statsløshed, virkede det mere som en hyggelig landsby med blomstrende træer. Nærmest lidt idyllisk (i hvert fald på overfladen). Sådan er Chatila bare slet ikke. Siden de få hundrede palæstinensiske flygtninge, der fik en kvadratmeter land i Syd-Beirut af UNRWA i 1948, har fået børn, børnebørn og oldebørn, har de bare bygget op og op og op. Så nogle steder er gaderne så smalle, at kun en person kan gå der, og det er sjældent, at sollyset når jorden. Vi besøgte en skole i Sabra lige ved siden af Chatila, og de havde fået en dejlig ny legeplads. Men de måtte droppe deres oprindelige plan om at plante græs under legestativerne, for der kommer kun sol ned på legepladsen en time om dagen, og det er ikke nok til at få græsset til at gro. Så nu er der grønt beton – men stadig en langt større åben plads, end børnene er vant til, så dejligt stor, at de var umulige at få ind igen, første gang de fik lov til at lege derude.

Et par fotoivrige håndværksmænd. Foto: Sandra Hämmerle

Over de smalle stræder i Chatila hænger et tæt net af elektricitets- og vandledninger – en farlig blanding, når der engang imellem går hul på en vandledning og på gummiet rundt om elektricitetskablerne. Paul sagde, at der nu og da sker dødsfald i den forbindelse. Hvert andet øjeblik ræser en tunet scooter forbi, og da vi kom dagen efter søndag, hvor skraldemændene har fri, flød gaderne med husholdningsaffald.

Vandpibekulsælger.

På trods af al dysterheden er folk venlige og snakkesalige. Jeg mødte to, der snakkede svensk, hvilket var noget af en overraskelse. Vi mødte flere, der var meget ivrige efter at fortælle om livet i en palæstinensisk flygtningelejr og bad os fortælle det videre. En mand viste os det kæmpe ar på sin mave, som han havde fra de syv operationer, han måtte have, efter at være blevet skudt i massakren i 1982. En anden fortalte om sin familie i Tyskland. En gammel dame blev så glad over mine begrænsede arabiske gloser, at hun krammede mig, kyssede mig på kinden og gik videre med et smil. En syrisk pige omkring de 7 år med hennamalede hænder bad os om penge. Paul spurgte, hvor hendes forældre var og hvorfor hun drev omkring på gaden. Hun sagde, der ikke var noget at lave derhjemme. Sådan er det generelt for både børn og voksne; der er ikke ret meget at lave.

Børnehaveklasse i JCC's skole. Foto: Sandra Hämmerle

JCC har en skole i Sabra, hvor de små børn lærer at læse på arabisk og engelsk, og de større teenagere kan få undervisning i teknikfag eller skønhedssalonting. På den måde forsøger JCC at hjælpe dem med at kunne forsørge sig selv, og nogle gange lykkes det. Der er også et kursus for ældre damer, som aldrig har lært at læse eller skrive.

Markedet uden for Chatila.

Uden for lejren er der et storslået marked, hvor man kan købe alt hvad hjertet begærer. Vi fyldte poser op med frugt til det halve af hvad det koster i Hamra. Det var besynderligt, for det er først der, i den palæstinensiske flygtningelejr, at jeg har oplevet den der orientalistiske drøm om en larmende souk, hvor alt bliver falbudt i en stor pærevælling: Frugt, grønt, kyllinger, fisk, klipklapper, vandpibekul og fleecehjemmesæt. Libanon er et overmåde frugtbart land, og det kommer til udtryk selv i en forslummet flygtningelejr.

Da vi kom tilbage til Hamra, var min oplevelse af Beirut blevet vendt på hovedet: Jeg har altid fundet byen larmende, beskidt og alt for tæt bebygget, men efter at have gået rundt i Chatilas mørke stræder virkede min del af byen pludseligt rolig, ren og åben, og jeg kunne trække vejret dybt ind igen. Og samtidig vidste jeg med ét mere end de beirutis, jeg møder her, for det er de færreste, der nogensinde har sat fod i lejren, hvis de overhovedet er kommet så langt som til at tænke på, at de er der.

PS: JCC's funding er faldet drastisk i de seneste år, og de har altid brug for økonomiske bidrag. Det ser desværre ikke ud til, at de har nogen direkte donationsknap på deres hjemmeside, men man kan helt sikkert kontakte dem for at give et bidrag. De gør et stort arbejde for palæstinenserne, så jeg kan godt anbefale at sende overskydende penge derhen.