Gæstfrihed og konspirationsteorier

Sne på vejen over Mount Lebanon. Foto: Anna Steinke

På grund af juleræs, eksaminer og besøg hjemmefra har der ikke været så mange historier at fortælle på det sidste. Eller måske har bare ikke så meget tid til at fortælle dem. Men nu fandt jeg alligevel et øjeblik her efter at have afleveret den første eksamensopgave til at fortælle en lille historie fra Levanten.

For to uger siden havde Lisa fra skolen besøg af to veninder fra Tyskland, og de lejede en bil for at tage til Baalbek og se det store Jupitertempel og mærke stemningen i Libanons gamle kidnapningscentrum. Da de stoppede bilen på en parkeringsplads midt i byen, faldt de i snak med en ung fyr. Han hed egentligt Ali, et godt shiitisk navn, men han var konverteret til kristendommen og havde taget det gode kristne navn Kevin. Da de havde snakket lidt, inviterede han dem hjem til sine forældre, hvor moren serverede mad og hjemmelavede baklava for dem, og tiden gik så godt med tysk korsang, libanesisk folkedans (dabke) og snak, at de aldrig nåede at se ruinerne før de skulle hjem igen.

Nej, det er helt bestemt ikke en jødisk kippah, Kevin har på hovedet. Foto: Anna Steinke

Så i sidste uge, da jeg og nogle andre gerne ville tage vores besøgende til Baalbek, ringede vi naturligvis til Kevin, og han sagde, at han meget gerne ville modtage os. Vi lejede en bil og kørte over Mount Lebanon fuld af sne, og i tåge og Hezbollah-flag ankom vi til Baalbek. Kevin mødte os på busstationen og tog os med hjem til sine forældre. Vi blev sat på gulvet rundt om brændeovnen i midten af stuen, og vi fik serveret sød arabisk te og kaffe (en lillebitte kop af hver). Og så sad vi der i mange timer. Kevins far kom hjem. Han har været politimand, og han laver figurativ kunst af tørrede blomster og skriver digte på fransk og arabisk. Og så ved han en hel del om alle araberes yndlingsbeskæftigelse: Konspirationsteorier. Fra både Kevin, hans far og hans lillebror fik vi, iblandet den gode venlige arabiske gæstfrie samtale, serveret mange lange historier om frimurere, Hitler-fascination, Israel, Fibonacci-tal og tvivl om 2. verdenskrigs jødemord. Kevins far viste os, efter at have læst smukke franske digte op, hvordan han med matematik har bevist, at der er et liv efter døden.

Vi fik serveret et storslået måltid på en blondeplastikdug på gulvet: Bønner i tomat, yoghurt, ris, oliven, fattoush (den libanesiske salat med sumak, granatæblejuice og sprøde pitacroutoner), kæmpestore fladbrød og hjemmelavet abrikosmarmelade. Kevins 13-årige lillebror erobrede min spildesignerstuderende kæreste med spørgsmål om branchen og vidste alt om spil, firmaer og hacking. Selv om moren vrissede som kun en ægte arabisk husmor kan gøre det, fik vi ikke lov til at hjælpe med oprydningen i køkkenet.

Ruinerne i Baalbek. Foto: Anna Steinke

Da vi var færdige med maden, var solen kommet frem og vi kunne gå gennem den nyfaldne sne over til de romerske ruiner. Det var helt overvældende stort og smukt, og enhver turist i Libanon bør se det. Efter borgerkrigen og 90'ernes kidnapninger har det været lidt svært for Baalbek at lokke turister til, men jeg tør godt anbefale det. Kevins far viste os rundt på ruinerne, og han fortalte os hvad alle de store sten vejede og hvordan de passede ind i Fibonacci-talrækken og det gyldne snit.

Anti-Mount Lebanon og ruiner og Baalbek. Foto: Anna Steinke

Vi nåede desværre ikke at få kaffen med, for vi skulle have lejebilen tilbage til Beirut inden aften, og det er svært at vide, hvad en tur over bjergene i snevejr bringer. Så vi lagde en hånd over hjertet som afskedshilsen til Kevins familie og kørte hjem til alt det velkendte. På vejen forsøgte vi at slalomstyre uden om de store huller i asfalten, mens vi alle havde hovederne fulde af tanker om arabisk gæstfrihed, en helt anden virkelighedstilgang (en, hvor man finder en teori, der giver svar på alt) og store høje søjler med sne på.