Dage på Café Younes

Jeg har i Beirut fået en ting, jeg aldrig har haft før: En stamcafé. Café Younes ligger fem minutters gang fra skolen, ud til en veltrafikeret gade og American University Hospital. Da jeg kom i dag for at få min morgenkaffe og skrive mine e-mails, kom tjeneren mig i forkøbet og spurgte, om jeg skulle have en cappucino som sædvanligt. Og så kom den med et lille smil i.

På min Café Younes er der træpaneler, store lysekroner, wienerstole og (nogle gange god) jazz i højttalerne. Om morgenen er der helt stille, og rundt omkring sidder folk med deres morgenkaffe og lektier eller laptops. Ved frokosttid er der fuld af larm og sygeplejersker og læger i hvide kitler, som kommer fra hospitalet for at spise deres frokost her. Jeg sidder altid på balkonen, hvor jeg kan kigge ud over caféen og ud til gaden, hvor smarte studerende, fattige lotterisælgere, gamle kvinder med hvide tørklæder og damer med klapvogne går forbi. På gaden glider trafikken actionfyldt forbi med biler og scootere ud og ind mellem hinanden, ivrigt båttende, men alligevel tålmodige.

Café Younes er, ud over at være min stamcafé, et lille stykke libanesisk historie i sig selv. Den, jeg kommer på, er en nyere gren, men den første Café Younes åbnede i Downtown Beirut i 1935. Det var før Libanon blev et selvstændigt land (1943). Hr. Younes havde været i Sydamerika og opdagede der god kaffe og bestemte, at han ville bringe den til libaneserne. Under borgerkrigen blev caféen i Downtown ødelagt og i nogle år var der ingen Café Younes til de kaffetørstende Beirut-borgere. Efter krigens afslutning i 1990 åbnede de igen, i Hamra og efterfølgende flere andre steder. Og så i 2006 blev caféen igen vidne til krig. Ejeren af Hamra-caféen mødte hver dag folk, der trods bomber skulle have deres daglige cappucino. Sammen med kaffen fik de sig en snak, og selv om han aldrig havde skrevet før, kastede han sig over blogskriveri på A Lebanese Café During the War. Her seks år efter krigen er det et spændende historisk dokument og værd at læse, hvis man vil have et indblik i, hvordan det er at være almindelig kaffetørstende borger i et land i krig.

!عيد ميلاد مجيد Eid Milad Majid!

 

Det er travl december i Beirut, og det er tyndet ud i undervisningen – i dag går skolen på juleferie indtil 2. januar. Vi ser ikke meget til det eksotiske eller fremmede Libanon, tværtimod er julen særdeles velkendt (blot lidt mere kitschet). Allerede før 1. søndag i advent pyntede vi skolen op med en hel masse plastic, og kort efter fulgte butikkerne i området trop med samme udsmykningsstil. Det er sjovt, hvordan det pludseligt er meget tydeligt, hvem der er kristne; i modsætning til hjemme i Danmark er et blinkende plasticjuletræ her et statement (selv om jeg godt har hørt lidt om de meget alvorlige gryende juletræskriser hjemme i Danevang).

Julen er også det tidspunkt på året, hvor det danske community i Beirut kommer ud af busken. Ambassaden havde fundet en kirke, vi kunne låne, så den 1. december holdt Arne Kappelgaard adventsgudstjeneste for 40-50 udlandsdanskere. Der er ikke nogen dansk kirke her, så det er årets eneste danske gudstjeneste. Nogle nordmænd havde også sneget sig med for at få lidt skandinavisk julestemning. I aften holder ambassaden julefest.

På skolen er mange taget hjem til jul, men vi er en håndfuld tilbage til at nyde stilheden. Og jeg er i gang med at planlægge en julemiddag d. 25., som kan tilfredsstille både sydafrikanske, nigerianske, palæstinensiske, tyske og danske smagsløg.

Her fra Beirut ønskes alle bloglæsere en glædelig jul. Eller som vi siger her i Mellemøsten: Eid Milad-Majid - !عيد ميلاد مجيد

En anden slags fremmede i Libanon

En ting, man ikke hører så meget om, når man hører om Libanon, er det omfattende parallelsamfund af migrant-arbejdere. Næsten hver eneste familie har en aupair/maid fra Afrika eller Sydøstasien, og i Beirut er der mange butikker, der udelukkende sælger stuepigeuniformer. Hver dag klokken 14-15 er gaderne i Hamra fyldt med kvinder i pastelfarvede uniformer, der henter libanesiske børn fra skole og børnehave.

For et par uger siden besøgte vi et Caritas-center, som tager imod disse kvinder, når de kommer i problemer. Mange lever under elendige forhold: Nogle er låst inde i lejligheden dagen lang, nogle får taget deres pas af arbejdsgiveren, når de ankommer, nogle får ikke løn i flere måneder, og nogle er udsat for fysisk/psykisk vold og seksuelle krænkelser. Ligesom migrantarbejdere andre steder i verden befinder de sig i en juridisk gråzone mht. opholdstilladelse, arbejdstilladelse og grundlæggende rettigheder. For nogle fungerer det okay – på min skole er køkkenfolkene for eksempel fra Bangladesh – og for nogle familier i deres hjemlande betyder det overlevelse at have et ”udsendt” familiemedlem, der kan sende penge hjem. Men når de kommer i uføre, kommer de virkeligt i uføre. Og så er nogle af dem heldige at ende på et af Caritas' shelters.

Lederen på shelteret fortalte om en typisk case: En kvinde arbejder som maid hos en libanesisk familie, og manden besøger hende om natten og krænker hende seksuelt. Når hun forsøger at melde det til politiet eller sit bureau eller lignende, anklager han hende for at stjæle. Enten stikker hun af og dukker op på det åbne shelter, eller også bliver hun taget væk og anbragt i det store fængsel, som egentligt er et gammelt parkeringshus med en slags store bure. Under forskellige omstændigheder kan hun ved Caritas' hjælp blive overflyttet til et af deres shelters. De hjælper dem så videre på forskellig måde – i sidste ende med enten at finde et nyt arbejde eller komme tilbage til deres hjemland.

Der er forskellige organisationer, der arbejder for disse migrantarbejderes rettigheder, men generelt står de dårligt i det libanesiske samfund. Mange libanesere har et anstrengt forhold til flygtninge og fremmede, ikke mindst på grund af de palæstinensiske flygtningelejre og på grund af den rolle, palæstinenserne havde i den libanesiske borgerkrig. Jeg tror, jeg kan vove at sige, at der er en tendens til at se de palæstinensiske flygtninge som en gøgeunge, der kæmper sin kamp på lånt jord (hvilket de ret beset gjorde fra 1975-82). Og det smitter af på andre ”fremmedes” status i samfundet. Derudover er der også så mange huller i det libanesiske samfund, at den almindelige libaneser har svært ved at se, hvorfor landet skal hjælpe flygtninge og fremmede, når det på nogle områder knap kan hjælpe sig selv.

Udover migrantarbejderne er der i løbet af det sidste år også kommet mange flygtninge fra Syrien. Mange er heldige at have slægtninge i Libanon, som de kan bo hos, men hvis ikke, er det et svært land at komme til. Det er nemlig ikke tilladt at oprette nye flygtningelejre – igen forbundet til de palæstinensiske lejre. Nogle ender i beduinerne/sæsonarbejdernes teltlejre i Beeka-dalen, og nogle, hvis de kun er kvinder og børn, kommer til Caritas' shelters.

Noget helt andet er det økonomiske aspekt, som er underligt at forstå. Fra ambassaden, vist nok, fik vi at vide, at en stor del af Libanons BNP udgøres af overførsler fra udlandet – altså fra libanesere, der bor i Vesten. Men libaneserne, der bor her, har migrantarbejdere fra endnu fattigere lande til at arbejde for sig, og de sender så penge hjem til deres lande. Jeg ville gerne se en eller anden graf over, hvordan det hænger sammen. Det er en mærkelig verden, vi lever i.

www.caritas.org / www.caritas.org.lb